
Det var bestyrelsesformand Nete Dalsgaard og uddeler Nicolai Kofod, der torsdag aften tog imod de mange gæster ved den traditionsrige vinaften hos SuperBrugsen i Hirtshals.
Mens Nicolai Kofod var ny i sammenhængen, da det var hans første vinaften som uddeler i Hirtshals, forholdt det sig helt anderledes med de fleste af kunderne, der nærmest kan betegnes som stamgæster ved de årlige vinaftener i SuperBrugsen.
Der er bestemt heller ikke noget at sige til, at gæsterne gerne kommer år efter år, idet både udvalget af fine vine var rigt varieret og den gode tapas som altid virkelig delikat.
Nicolai Kofod har med egne ord mere erfaring med øl og whisky fra sin tidligere stilling som uddeler i Skagen og afviser ikke, at der hen ad vejen kan komme lidt fornyelse i Hirtshals.
Ikke nødvendigvis ved at inddrage de nævnte drikkevarer, men snarere måske ved at begrænse antallet af forskellige vine og så i stedet inddrage nogle færre, men sjældnere og dyrere vine.
Under alle omstændigheder fortjener han og personalet samt bestyrelsen stor ros for endnu et fantastisk flot arrangement, hvor der hverken gives køb på kvalitet eller hygge.





























































Det var et rigtig fint arrangement