
Tirsdag i indeværende uge var der, som tidlige omtalt her på netavisen, fælleselevrådsmøde i den flotte byrådssal på rådhuset i Hjørring.
Efter netavisen havde været der, konstituerede elevrødderne sig med Duyen Pham fra Hirtshals som formand, mens næstformand blev Amalie Hansen fra Bagterpskolen.
Den nye formand er tillige elevrådsformand i SkoleCenter Hirtshals. Det er desuden en erfaren pige, da dette skoleår er hendes tredje i elevrådet og nu altså som formand både lokalt og i fælleselevrådet.
– Som en del af elevrådet betyder det meget for mig, at vi som skoleelever har noget at skulle sige. For eksempel fik vi for to år siden sat en skaterampe op i skolegården. Udover at have elevrådet i SkoleCenter Hirtshals, er jeg også meget glad for at være blevet valgt ind i fælleselevrådet, fortæller Duyen Pham til FlaskePosten.
– Det er en utrolig spændende opgave at være formand for fælleselevrådet, som Danske Skoleelever også er en stor del af. Vi har blandt andet direkte kontakt til borgmesteren og de øvrige kommunalpolitikere, så der er oceaner af muligheder for kommunens skoler, fastslår den nye formand.
– Jeg er meget engageret i arbejdet med elevrådet. Derfor er det også rigtig vigtigt for mig, samt de andre medlemmer, at vi, når året er omme, kan sige “Yes! Vi gjorde det!”
FlaskePosten ønsker et kæmpe tillykke med formandsposten til Duyen Pham. Hende bør politikerne holde et vågent øje med i Hjørring Kommune.
Link til tidligere artikel: Årets første fælleselevrådsmøde i Hjørring Kommune





















































