
Af Thomas Klimek
Byrådskandidat
Socialdemokratiet
Hirtshals/Hjørring
Alt for mange børn og unge oplever psykiske problemer. De senere år er der heldigvis kommet en større erkendelse af, at ondt i sindet skal have samme fokus som et brækket ben. Får et ungt menneske ikke professionel hjælp i tide, kan det ende i livslang psykisk sygdom, der isolerer den enkelte fra omverdenen i et ensomt liv uden venner, uddannelse og beskæftigelse. Det er meget svært at ”reparere” et skadet eller ødelagt sind, det ved alle.
I 2016 stillede jeg to forslag i Hjørring Byråd, der handler om det modsatte af reparation, nemlig forebyggelse. Altså at vi griber om nældens rod, inden dårligdomme sætter sig til næsten uoprettelige skader i sindet hos et barn eller ungt menneske.
Forslagene var fri adgang til samtaler med en psykolog for unge mellem 15 og 25 år, og så Cool Kids, som er et tilbud om angstbehandling for skoleelever. Hjørring Byråd bakkede op om de politiske forslag, der egentlig er noget af det sværeste at finde flertal for i politik, idet man jo investerer penge i noget usynligt, nemlig psykiske problemer. Det er straks nemmere at forklare penge til asfalt eller en ny skole, ik´? Det er også vigtige prioriteter i vores kommune, men hvis vi mener det, når vi taler om Hjørring Kommune som et godt sted at bo, så skal vi i handling vise, at de bredeste skuldre bærer for de, der ikke selv kan, og da særligt vores ungdom.
Siden tilbuddene blev indført 1. januar i år har et stort tocifret antal unge benyttet tilbuddet om samtale med en psykolog. Aarhus Kommune tilbyder sine unge det samme, og her har man evalueret på tilbuddet, der viser sig at forbedre trivsel og hverdagen for hele 70% af de unge.
Vi skal ikke stoppe her. Vi skal fortsætte vores lokale strategi om, at det er bedre at forebygge end reparere. Fx er Headspace-centrene fantastiske initiativer, der tilbydes rundt om i landet, hvor unge kan søge hjælp og rådgivning om rigtig mange ting, og en del af aktiviteten i Headspace drives af lokale frivillige, og frivillighed plejer vi at være gode til i Vendsyssel.
Der har tidligere været overvejelser om Headspace i Nordjylland, men det kræver noget økonomi på Folketingets finanslove, og indtil videre er det kun Aalborg, der kan tilbyde sine unge det i Nordjylland.
Men (lokal)politik er det muliges kunst, så hvis det kommende byråd lægger sig i selen og påvirker Folketinget, så kan Headspace eller lignende måske en dag blive næste skridt?
For forebyggelse og tidlig indsats skaber fundamentet for et godt liv.
Frem mod kommunalvalget vil vi på den lokale webavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.






















































Hej Thomas – vil du ikke at forklare os “almindelige dødlige” hvordan det “hænger sammen” med de mange besparelser, som Hjørring kommune foretager både for små børn – mellemgruppen – og de unge?