
Det var 14 friske elever fra 6. til 9. årgang og en lille håndfuld elevrådskontaktlærere, der tirsdag morgen kl. 8.30 troppede frem til årets første fælleselevrådsmøde på rådhuset i Hjørring.
Dagsordenen var særdeles spændende, idet den spændte fra en fælles præsentation med navnerunde og en lærerig udfoldelse af, hvad et fælleselevråd i grunden er for en demokratisk størrelse.
Præsentationen af sidstnævnte punkt blev kompetent og underholdende forestået af sekretariatsfrivillig Kasra Hakami fra den veletablerede interesseorganisation Danske Skoleelever.
Under dette punkt blev der meget hurtigt konsensus omkring nødvendigheden af, at politikerne stiller de fornødne ressourcer til rådighed, hvis de virkelig vil gøre fælleselevrådet attraktivt og meningsfuldt for eleverne.
Dernæst var der en række punkter, der handlede om samarbejdet mellem fælleselevrådet og de lokale elevråd samt skolerne og erhvervslivet. Ligesom en række nye fokuspunkter blev indkredset.
Afslutningsvis var der en gennemgang af vedtægterne ved tovholderne Christian, Lars Allan og Michael, hvorefter der fandt en konstituering sted af det nye fælleselevråd i Hjørring Kommune.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.
























































Line Nysted