Kartoffelferie med masser af aktiviteter ved Vendsyssel Historiske Museum

Kartoffelferien er det gamle navn for efterårsferien, hvor der er gang i masser af spændende ting ved afdelingerne under Vendsyssel Historiske Museum.

286
Foto: Arkiv.

I uge 42 er der efterårsferie på Vendsyssel Historiske Museum, og det fejres med en lang række tiltag for både børn og voksne.

Mandag den 16. oktober til fredag den 20. oktober
Bunkeromvisninger

Alle hverdage i skolernes efterårsferie kan du komme med rundt til nogle af de 70 bunkere, der er i tyskernes gamle 10. batteri: vi ser på udstillinger i beboelsesbunkere, hospitals- og køkkenbunker og meget mere. Vi vil på rundvisningen også færdes i løbegravene mellem bunkerne og få en fornemmelse af, hvordan det var at være tysk soldat i dette lille hjørne af den store krig.

Tid: kl. 10.30-12.00 og kl. 13.30-15.00

Sted: Bunkermuseet, Fyrvejen, 9850 Hirtshals

Pris: 50 kr.

Mandag den 16. oktober til fredag den 20. oktober
Oldsagscroquis – tegnekonkurrence for børn

Alle hverdage i efterårsferien er Caféen åben for museets tegnekonkurrence. Kom og vis din kreativitet og tegn nogle af de viste genstande. Ved ugens udgang trækkes lod om den bedste tegning, og vinderen får en flot præmie.

Tid: kl. 11-15

Sted: Caféen, Vendsyssel Historiske Museum, Museumsgade 3, 9800 Hjørring

Pris: Alm. entré til museets udstillinger

Mandag den 16. oktober til tirsdag den 17. oktober
Detektorfører for en dag

Kom ind i Museumshaven og prøv kræfter med en metaldetektor. Kan du finde de spændende genstande af metal, som ligger skjult i plænen?

Tid: kl. 11-13

Sted: Vendsyssel Historiske Museum, Museumsgade 3, 9800 Hjørring

Pris: Alm. entré til museets udstillinger

Tirsdag den 17. oktober
Omvisning i ”DETEKTOR – skrot, skrammel og skattefund”

Få en fortælling om detektorarkæologien, og hvad den kan fortælle om fortiden – og se de mange prægtige fund i museets nye særudstilling.

Tid: kl. 14-15

Sted: Vendsyssel Historiske Museum, Museumsgade 3, 9800 Hjørring

Pris: Alm. entré til museets udstillinger

Onsdag den 18. oktober
Kartoffeldag i Mosbjerg


Familiehygge på husmandsstedet ved Vendsyssel Historiske Museums afdeling i Mosbjerg.

Traditionen tro afholdes kartoffeldag på Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg. Gå med i marken og grav kartofler op til aftensmaden. Eller besøg grøntsagsboden og få en snak om urtehaven og dens afgrøder. Der er også kartoffelstivning, kartoffelmel, kartoffelbøsser, kartoffelkonkurrencer, kartoffelsmagsprøver og meget, meget mere. Tag madpakken med i det fri.

Tid: kl. 10.00-16.00

Sted: Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg, Højen, Jerupvej 613, 9870 Sindal

Pris: 50 kr. (børn gratis)

Torsdag den 19. oktober
Et anderledes museumsbesøg – DØD, VOLD og KRIG

Fra forfædrekult til Odins krigere. Få en farverig fortælling om vore forfædres hang til krig og menneskeofringer. Tag med museumsinspektør Sidsel Wåhlin ind i omfattende samling af våben, skeletter og Odinbilleder og få den gjort levende.

Tid: kl. 11-12 og 14-15

Sted: Vendsyssel Historiske Museum, Museumsgade 3, 9800 Hjørring

Pris: Alm. entré til museets udstillinger

Fredag den 20. oktober
Boglancering: Vendsyssel Nu & Da 2016-2017

Årets julegaveidé bliver denne dag præsenteret! Museet byder på en kop kaffe og præsenterer den nye årgang af Vendsyssel Nu & Da. Samtidigt vil en af forfatterne, arkæolog Lars Chr. Bentsen, holde et spændende foredrag med udgangspunkt i sin artikel om klosterkirken i Sæby. Det vil ved arrangementet være muligt for Museumsforeningens medlemmer at afhente deres frieksemplar.

Tid: kl. 13.30-14.30

Sted: Det Gamle Rådhus, Torvet 6, 9800 Hjørring

Pris: Gratis

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments