Med omkring 40.000 billeder liggende på harddisken var det tid til at bruge nogle af disse billeder til noget fornuftigt for Aage Møller-Pedersen.
– Flere personer har henvendt sig for at høre om ikke det var muligt at købe nogle af billederne, hvilket jeg aldrig har tænkt på. Det var først, da jeg, til eget brug, lavede en kalender med billeder fra Hjørring by, at der kom skub i tingene, fortæller Aage Møller Pedersen.
– Jeg fik en henvendelse fra Vestergaards Bogtrykkeri i Vrå, der gerne så, at kalenderen kom i tryk. Det blev jeg selvfølgelig overrasket over og en smule stolt. Jeg har aldrig før set en Hjørring kalender, så det kan være, dette er den først af sin art, uddyber Aage Møller-Pedersen.
Der er nu lavet udkast og prøvetryk af de tre kalendere fra henholdsvis Lønstrup, Hjørring og Hirtshals. Man kan derfor allerede bestille en eller flere kalendere via amp-foto.dk til 99,- kr. pr. styk. For hver kalender, der bliver solgt, doneres 10 kr. til børneafdelingen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
– Har allerede solgt 100 stk. Er i gang med et koncept, hvor foreninger og lignende kan få lavet deres egen kalender. Prisen bliver stort set kun udgift til trykkeri. På den måde kan en forening tjene omkring 40 kroner pr kalender til dem selv, ved salgspris på 99 kroner, afslører Aage Møller-Pedersen.
Link til tidligere artikel om kalenderne: Aage Møller-Pedersen planlægger smuk Hirtshals Kalender 2018