Indlevet foredrag om Lars Nielsen på Hirtshals Kro

Det kom en smule bag på arrangørerne, at så mange dukkede op for at høre om den fortsat særdeles populære kunstner.

82

Det er velkendt, at kunstneren Lars Nielsen er endda særdeles afholdt i det nordvestlige Vendsyssel, men praktisk taget helt ukendt af parnasset i København. Heroppe kender langt de fleste lokale til kunstnerens værker.

Ikke desto mindre kom det tydeligvis bag på arrangørerne, at det næsten bogstavelig talt væltede ind med interesserede tilhørere, da Inger Jensen søndag kl. 14 mødte frem for at fortælle om sit personlige kendskab til og oplevelser med Lars Nielsen, som i hendes barndom havde et kælderværelse i forældrenes hus i Hirtshals. Der måtte i al hast hentes en hel del ekstra stole ind i krostuen.

– Vi havde et lignende arrangement for nogle år siden, hvor der måske kom omkring 30 lokale, så det her er da virkelig overvældende, sagde turistchef Laila Zielke til FlaskePostens udsendte, før hun bød alle velkommen og overlod ordet til Inger Jensen, der fortalte særdeles indlevet og flere gange henviste til bogen Lars Nielsen – som vennerne husker ham.

Spændende og sjove var selvfølgelig især anekdoterne, som dengang under en festlig sammenkomst, hvor den temperamentsfulde og givetvis ikke helt appelsinfri kunstner lod meddele, at han nu ville gå ned og drukne sig i Kanalen nedenfor Hirtshals Fyr. Det skulle han da være så velkommen til, lød det fra selskabet, hvorefter han forsvandt, men kun for kort efter at vende tilbage med tøjet grønt af andemad. Kanalen havde næppe vand nok til at gøre en ende på en kunstners liv.

Den slags anekdoter diskede fortælleren op med flere af, hvilket bidrog til at gøre eftermiddagen levende og udbytterig, mens kaffen og bjesken blev nydt. Bagefter blev der udvekslet oplevelser og kigget på medbragte billeder.

Link til tidligere artikel: Skagen har Krøyer og Hirtshals har Lars Nielsen

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments