Heidi Stenvei begrunder her sit stop på Bindslev Hotel

FlaskePosten har allerede afsløret, at forpagteren stopper på Bindslev Hotel. Her følger forklaringen fra Heidi Stenvei.

2161

Efter mere end syv år på Bindslev Hotel siger kok og restauratør Heidi Stenvei stop, som vi tidligere har fortalt det her på FlaskePosten.

Heidi Stenvei forpagtede Bindslev Hotel i marts 2010, efter at det gamle hotel havde været lukket i et års tid. Siden er tiden gået med at banke en trofast kundekreds på benene, og det er især de mange stamkunder og tilbagevendende gæster på hotellet, som Heidi Stenvei vil komme til at savne.

– Man kommer jo til at kende folk godt, og så gør det selvfølgelig ekstra ondt at sige farvel, siger den erfarne restauratør, der tidligere har drevet blandt andet LandboNords Restaurant i Hjørring og stået i spidsen for Golfcafeen i Brønderslev.

– Det har været sjovt at drive Bindslev Hotel, men nu er tiden vist til at prøve noget andet, siger 42-årige Heidi Stenvei, der blev udlært kok i 1995, men snart kan fejre 30 års jubilæum i branchen.

Hvad det andet er, ved hun ikke her og nu, men hun er sikker på, at der nok skal dukke noget op.

Evald E. Jensen, der ejer Bindslev Hotel, håber til gengæld på, at der dukker en ny forpagter eller ejer op, som har mod på at drive hotellet videre.

– Det er vigtig for Bindslev by, at der er gang i hotellet, så jeg håber, at der vil være friske kræfter, som er klar til at drive hotellet videre, siger Evald E. Jensen.

Heidi Stenvei oplyser, at hun stopper med årsskiftet. Indtil da vil hotellet blive drevet som i dag med mad ud af huset, selskaber og a la carte-restaurant.

– Så vi får forhåbentlig travlt med julemad i og ud af huset, siger Heidi Stenvei og sender samtidig en stor tak til gæster og ansatte gennem årene for mange hyggelige og sjove timer på det traditionsrige hotel.


Foto: Arkiv.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments

Bente Flint