Ikke færre end 4500 gæster siden starten. Så mange har besøgt Nordjyllands største biogasanlæg, GrønGas i Vrå, skriver Hjørring ErhvervsCenter.
Den spektakulære virksomhed fylder da også i alle henseender virkelig meget, både i det fysiske landskab og i den grønne omstilling i Vendsyssel.
Anlægget umiddelbart nordøst for Vrå blev taget i brug i sommeren 2016. Det har et areal svarende til 12 fodboldbaner og behandler på årsbasis 300.000 tons biomasse.
Direktør Jens Peter Lunden var vært, da godt en snes medlemmer af Erhverv Hjørring i sidste uge var på virksomhedsbesøg på GrønGas Vrå.
Direktøren, der ejer virksomheden på 50/50 basis sammen med den multinationale energikæmpe E.ON, gav en fascinerende beretning om virksomhedens tilblivelse.
Faktisk var det lukningen af ARLAs mejeri i Hjørring, der inspirerede projektet. Borgmester Arne Boelt stillede nemlig spørgsmålet: Hvad gør vi for at sikre langbrugsrelaterede virksomheder i Hjørring kommune?
Statens Biogasrejsehold blev involveret og pegede på fire mulige placeringer af biogasanlæg i kommunen.
Jens Peter Lunden drev i forvejen GrønGas Hjørring i Gårestrup og blev spurgt, om han ville opføre et nyt og større biogasanlæg. Han sagde ja, og i et produktivt parløb med kommunen lykkedes det at få et projekt skruet sammen.
Af hensyn til både finansiering og ekspertise kom E.ON ind i billedet som medejer.
Jens Peter Lunden gav gæsterne en instruktiv rundvisning på det store anlæg, der blandt andet i kraft af erfaringerne fra anlægget i Gårestrup ligger helt i top med hensyn til effektivitet.
Råvaren i anlægget er gylle, der blandes med biomasse, f. eks. fintsnittet halm. I en gæringsproces danner bakterier gas, der renses for svovl og CO2 og derefter leveres til forbrugerne via naturgasnettet.
Jens Peter Lunden er som udgangspunkt landmand og driver Asdal Hovedgaard. Derudover driver han miljø-relateret virksomhed med vindmøller og biogas.
GrønGas Vrå har som andre biogasanlæg en lang række positive virkninger på miljø og klima.
Jens Peter Lundens interesse i GrønGas Vrå er imidlertid primært forretningsmæssig, og gæsterne fra Erhverv Hjørring fik da også under rundvisningen et klart indtryk af, at en stadigt mere effektiv drift er, hvad der driver den driftige landmand.
Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter