
En ambitiøs amatørgruppe kaster sig ud i et spil om et mordmysterie i bedste Agatha Christie-stil, men de har desværre ikke styr på ret meget andet end spilleglæden.
Scenografien lever sit eget liv, rekvisitterne er aldrig hvor de skal være, replikkerne falder ikke til tiden, men til gengæld snubler de glade amatører over møbler og medspillere og hele tiden på det forkerte tidspunkt.
Titlen er ikke falsk reklame; absolut ALT hvad der kan gå galt, går med sikkerhed HELT galt. Hvis en blanding af Mr. Bean, Monty Python og Svend, Knud og Valdemar kan få dig til at grine, så kan Komedien, hvor alt går galt også.
FOLKETEATRET har samlet et hold af Danmarks mest morsomme og adrætte skuespillere til denne vanvittige og prisvindende slapstickfarce, der i nogle sæsoner har blæst latterorkaner ind over Londons West End og som nu får Danmarkspremiere.
Forfattere: Henry Lewis, Jonathan Sayer og Henry Shields
Instruktør: Geir Sveaass
Scenograf: Søren Glad
Oversættelse: Henrik Lykkegaard
Medvirkende: Troels Malling, Gordon Kennedy, Jakob Højlev Jørgensen, Jesper Riefensthal, Kristian Holm Joensen, Patricia Schumann, Marie Mondrup og Peter Schlie Hansen
I Komedien, hvor alt går galt, skal timingen sidde lige i skabet for at komikken går op.
Præcision og komik er hverdagskost for den garvede skuespiller og komiker Gordon Kennedy, der glæder sig til at underholde publikum i hele landet med en forestilling, der har blæst latterorkaner ind over Londons West End.
Hvorfor tror du, at Komedien, hvor alt går galt har fået den succes i London, som den har?
– Egentlig synes jeg det er mærkeligt, at den har fået så stor en succes i London – og så alligevel ikke. Jeg tænkte, da jeg hørte om stykket, at det sikkert mest er os i branchen, der synes det er sjovt, fordi den handler om vores arbejde. Men jeg tror, at folk elsker at se et stykke om et stykke, og sagtens kan gennemskue de optrin og fejl, som er gennemøvet og på ekvilibristisk vis spillet. Og så er det jo et vanvittigt sjovt stykke, fortæller Gordon Kennedy.
Hvilken/hvilke roller spiller du i Komedien, hvor alt går galt?
– Jeg spiller en dobbeltrolle som henholdsvis Robert, som er en skuespiller og i mordmysteriet, som skuespillerne spiller, har han rollen som Thomas Colleymore som er ven til afdøde.
Hvad glæder du dig mest til i arbejdet med Komedien, hvor alt går galt?
– Jeg glæder mig over vanviddet i komedien og den svære disciplin at skulle spille en skuespiller, der spiller teater – til tider dårligt! Man vil jo helst ikke have at publikum skal tro, at man er dårlig, men blot forstå, at det er ham, man spiller, der spiller dårligt.
Tror du, det bliver svært at få timingen til at gå op?
– Jeg tror, det bliver svært at lade være med at grine selv undervejs, for det skal leveres med en præcision hver aften, og hvis der går noget galt, som ikke er planlagt, så får vi røven på komedie, om jeg så må sige.
Hvad kendetegner en god komedie?
– En god komedie er en komedie, der får én til at grine bare ved at høre titlen og se plakaten. En god komedie er en sjov historie, der overrasker og er uforudsigelig. En komedie med sjove, elskelige figurer og situationer man ikke selv ville ønske at stå i!
Hvordan forbereder du dig til en rolle? Er der noget du altid gør eller ikke gør?
– Lige præcis i denne komedie er jeg nødt til at forberede mig anderledes end jeg plejer, fordi stykket er bygget op omkring ting, der går galt hele tiden. Derfor er vi nødt til at gå anderledes til værks under prøverne. Vi må til at løse stykket først og fremmest og få lagt de aftaler på plads med rekvisitter, der forsvinder og scenografi, der går i stykker osv. Først når de aftaler er på plads, kan vi begynde og arbejde med figuren. Så de første fire uger tænker jeg slet ikke på, hvordan min figur skal spilles, men mere på, hvordan stykket løses rent praktisk! Så det er en bagvendt måde at arbejde på, slutter Gordon Kennedy.
Hvordan er turnelivet?
– Jeg elsker at være på turné. Det er rart at komme rundt i landet og gøre folk glade på teatret om aftenen. Det kan også være lidt kedeligt at prøve at få dagtimerne til at gå, så man kan komme på teatret og spille, men heldigvis er vi et godt hold, som helt sikkert skal få det sjovt sammen. Jeg har altid mit filmudstyr med, så jeg kan lave sjove små film, som måske en dag kan blive til noget større på TV eller på nettet.
Hvad kan publikum glæde sig til?
– De skal glæde sig til et fjollet stykke med nogle skøre skuespillere, der elsker at få jer til at grine. Der er ikke den store psykologi i stykket, men det er netop det, der gør det ekstra sjovt. Man skal ikke tolke noget, man skal bare lade historien og figurerne underholde én og lade lattermusklerne få fuld skrue. Vi glæder os i hvert fald.
Gordon Kennedy
Skuespiller og komiker – uddannet fra Aarhus Teater i 1992. Gordon Kennedy opnåede i slutningen af 1990’erne stor popularitet og succes sammen med Timm Vladimir med duoen ’Timm og Gordon’. Gordon Kennedy har medvirket i en lang række teaterforestillinger, film og tv-serier, bl.a. Bryggeren, Langt fra Las Vegas og Live fra Bremen.
Komedien, hvor alt går galt
En ambitiøs amatørteatertrup kaster sig ud i et spil om et mordmysterie i bedste Agatha Christie-stil, men de har desværre ikke styr på ret meget andet end spilleglæden. Scenografien lever sit eget liv, rekvisitterne er aldrig hvor de skal være, replikkerne falder ikke til tiden, men til gengæld snubler de glade amatører over møbler og medspillere og hele tiden på det forkerte tidspunkt. Med en blanding af Mr. Bean, Charlie Chaplin og Monty Python er der lagt op til et grin af de helt store.
Spillested: HJØRRING TEATER, Vendelbohus
Dato: 2017-10-01 16:00 – 18:00
Genre: Slapstickfarce
Varighed: 2 timer
Pris:Abo: 320,- 300,- 275,- Løssalg: 370,- 350,- 325,- Unge under 26 + stud. 250,- 230,- 205,-
Bestil billet























































