Tummas á Hálvmørk Joensen ankom den 19. august kl. 9.35 lokal tid til Japan. Det første, han kunne mærke, var varmen, så snart han steg ud af flyet. Der er normalt mellem 33 og 34 grader om dagen, hvor han bor, og han har fået en helt ny kærlighed til aircondition.
– Familien jeg bor sammen med består af Yuka på 9 år, Kotaro på 16 år, en udvekslingsstudent fra Tyskland, der hedder Simon, som er 16 år, Haruka på 18 år, Kohsuke på 20 år, far Kimitoshi, mor Masami, bedstefar Koichi og bedstemor Shizuka, fortæller Tummas.
For det meste hjælper enten Kohsuke eller Simon, som har været der i 5 måneder, med at oversætte de ting, som Tummas ikke forstår på japansk, til engelsk. Da de kørte fra lufthavnen til hjembyen, kørte de igennem Tokyo, og det var virkelig svært at forstå byens størrelse, før man har set den i virkeligheden.
– Et par dage efter jeg ankom, tog jeg sammen med Haruka og Simon hen til en festival med fyrværkerishow. Jeg var lidt skeptisk om, hvorvidt jeg ville med eller ej, fordi jeg var virkelig træt, og det, jeg helt ville, var at sove. Dog var det en virkelig fed oplevelse, afslører Tummas.
– Jeg har været forbi min skole for at møde nogle lærere, se mit klasseværelse og nogle andre praktiske ting. Fik også muligheden for kort at introducere mig for de andre førsteårselever på japansk. Jeg starter rigtigt i skole i morgen, lyder det fra Tummas.
– Jeg er lige kommet tilbage fra en Rotary orientering, og derefter skulle vi bestige Japans højeste bjerg, Mount Fuji. Vi gik op til toppen, og derefter ned til en slags hytte, hvor man kan overnatte, så vi kunne stå tidligt op og se solopgangen, lyder det afslutningsvis i denne ombæring fra Tummas.
Opdatering fra den 29. august 2017.
Link til første artikel: Tummas fra Tversted er udvekslingsstudent i Japan