
Hirtshals Klint er en kystlokalitet sydvest for Hirtshals – fyldt med spor fra fortiden. Klinten er 250 meter lang og op til 10 meter høj.
Hvad der ellers kunne ligne en ganske almindelig strand med store sten, er i virkeligheden en kæmpe samling af Yoldialer (marine aflejringer, som blev dannet i slutningen af istiderne efter bortsmeltningen af iskapperne) og sten fra især Norge, som er kommet hertil via isbjerge helt tilbage fra midt Weichsel istiden.
Hirtshals Klint har stor forskningsmæssig værdi, da klinten er den eneste lokalitet, hvor større profiler med Ældre Yoldialer kan studeres.
Ved Hirtshals Klint ligger Leret, som er et yndet udkigssted. Det ligger netop ved Hirtshals Klint og er et åbent areal sydvest for Hirtshals.
Leret har oprindeligt fået sit navn fra havnearbejdet omkring 1960, hvor man brugte stedet som afladningsplads for det materiale, man gravede op fra havbunden i forbindelse med en havneudvidelse.
På Leret ses sorte granitfugle, lavet af den nordjyske kunstner Anders Friis. Fuglene er hugget meget groft i svensk granit, hvorimod næbbene er fin hugget og poleret, så det reflekterer sollyset.
Der er muligheder for parkering ved Leret. Det er et både et seværdigt og smukt område, som inviterer til en picnic med udsigt til en skøn solnedgang i Vesterhavet.
Fra Leret er flere nedgange til stranden og Husmoderstranden – med kig op på Hirtshals Klint. Arealet blev udsigtsfredet i 1967.
Kilde: Visit Hirtshals.
























































