Af Jens Kranen
Catwizle Production
Vejrguderne holdt hånden over Tour de Bindslev fredag aften, så cykelløbet blev ikke til ”Helvedet i Nord”. TV2 har Jørgen Leth, men Bindslev har Johnny Brink.
Den veloplagte konferencier beviste endnu en gang, at han ikke kun er skarp med saksen. For en time havde Johnny nemlig igen lagt sit daglige arbejde i Klippehjørnet på hylden og kommenterede årets største cykelløb i Bindslev.
I år har der været rekordhøj tilmelding med 58 og blandt dem mange børn. BTI’s foldbold og badminton afdelinger stod traditionen tro for arrangementet. De havde lagt to ruter gennem Bindslevs gader. Ungdomsrytterne skulle på en ca. 800 m. lang rundstrækning, mens de lidt mere erfarne ryttere skulle ud på godt og vel 1500 m.
For første gang i Tour de Bindslevs historie blev omgangene talt elektronisk, og det var arrangørerne meget glade for. Der er hverken gul, grøn eller den prikkede bjergtrøje i Tour de Bindslev. Det er meget mere enkelt her i Vendsyssel. Den rytter, som kører flest omgange på en time, vinder simpelthen.
For ungdomsrytterne blev det Bertram Lyng Laugesen, som cyklede 25, 6 km. Hos de voksne blev det Bjarne Pedersen, som tilbagelagte 34,5 km. på en time.
Sponsorerne kunne ”købe” enten en rytter eller et team. Også her blev der kåret vindere i fire kategorier; Ungdomsrytter, Voksenrytter, Ungdomsteam og Voksenteam. Det var Heidi Nattestad for ungdomsryttere og Kenneth Mejlvang hos de voksne, der kørte flest penge ind som enkelryttere.
Team Mejlvang Junior, som bestod af Lucca og Viktor, tog æren for sejren blandt ungdomsholdene, mens Team Nordjylland vandt hos de mere modne cykelhold.
En sidste præmie blev tildelt den bedst udklædte rytter, og den ære tog Morten Borck sig af.
Et andet festligt indslag i Tour de Bindslev var Britta Jakobsen, som ejer Spit Keramik. Hun kørte på en budcykel og kastede simpelthen slikkepinde ud til publikum.
Da klokken nærmede sig 19.30, kunne konferencier Johnny Brink meddele, at der blev cyklet 74.263 kr. ind – det er rekord i Tour de Bindslevs historie.
Apropos historie. BTI foldbold og badminton startede med at arrangere Tour de Bindslev midt i 90’erne. En af initiativtagerne dengang og stadigvæk primus motor for arrangementet er Arne Jakobsen.
Han kunne berette, at det dengang i 90’erne var økonomien, som ”pressede” BTI til at finde nye indtægtskilder. Det år, cykelløbet startede, var der lige som i år ingen gæster fra Dana Cup. Derfor besluttede man at arrangere et sponsorcykelløb.
De først år var Tour de Bindslev en solo event, men blev for ca. 15 år siden koblet sammen med Natmarkedet.
Efterhånden er Tour de Bindslev en fast tradition, og mon ikke også, at frisøren fra Klippehjørnet næste år vil sende rytterne afsted klokken 18 til en times ”Helvede i Nord”.
Lasse Urban
Hun er en sej kvinde, hende med forklædet Britta Jakobsen