Akvariemester Martin Riis og driftschef Christian Træholt fra Nordsøen Oceanarium tog tirsdag morgen afsted på en lange rejse fra Hirtshals til Kobe i Japan.
Med på rejsen er også ingeniør Henning Christensen fra rådgivningsfirmaet Niras. De tre skal besigtige og forhåbentlig godkende den nye rude til Nordsøen Oceanarium. Aqua Teknik fra Esbjerg, som er eksperter i vandbehandling, er leverandører af ruden. Det er også dem, der har det overordnede ansvar for ruden under produktion og transport.
Det japanske firma Nipura har produceret den gigantiske rude. Den er 6 meter høj, 12 meter lang, lidt over 40 cm tyk og vejer ca. 38 ton. Ruden, der blev lavet til Oceanariet i 1998, blev leveret i Hirtshals i 5 stykker og samlet på stedet. Den nye rude er samlet i et stykke hos producenten i Japan, hvilket også gør, at besigtigelsen og transporten foregår lidt anderledes.
Forud for bestillingen af ruden har personale fra Nordsøen Oceanarium været på tur til Japan og Dubai for at se akvarieruder fra forskellige producenter. Valget faldt på Nipura på grund af deres høje kvalitet. De har blandt andet produceret verdens største akvarierude i Dubai Mall.
Det, man kigger efter ved besigtigelsen, er, at ruden er plan, og at der ikke er dyk ved samlingerne. Desuden ser man på, om farven er ensartet, at der ikke er luftbobler i akrylen, samt at der ikke er spændinger i samlingerne. Folkene fra Oceanariet har fokus på det visuelle, mens ingeniøren fra Niras har ansvaret for de tekniske specifikationer.
Når ruden er godkendt, pakkes den forsvarligt ind og sendes med fragtbåd til Hamborg den 18. september. Den bliver transporteret på lastbil det sidste stykke fra Hamborg til Hirtshals og forventes at ankomme til slutdestinationen omkring den 1. november.
Der forventes, at hele renoveringen af Oceanariet er færdig ultimo marts. Publikum vil kunne følge med i det spændende renoveringsarbejde ved de daglige rundvisninger på byggepladsen. Renoveringen indebærer nye dekorationer, lys og specialeffekter, samt flere tusinde nye fisk og andre havdyr.
Akvariet i Hirtshals åbner derfor også op for en helt ny oplevelse den 3. april 2015.