Lokale fiskeretter er inspirationen, når der lørdag den 13. september i anledning af fiskeribranchens mærkedag Fiskens Dag arrangeres madværksted for hele familien på Nordsøen Oceanarium.
Fiskekok og køkkenchef Ole Kjærsgaard Nielsen står bag idéen til madværkstedet, som på mange måder er en gentagelse af et lignende arrangement under Hirtshals Fiskefestival. Madværkstedet har til formål at inspirere familien til at lege og eksperimentere med fisk i køkkenet. Det sker blandt andet med inspiration fra den lille bog Lokale fiskeretter.
– Frisk fisk er en taknemlig råvare, da du med tilbehør, krydderier og lidt fantasi kan lave mange forskellige retter, og det tager ingen tid at lave lækker mad, fortæller Ole Kjærsgaard Nielsen.
Helt praktisk foregår det sådan, at deltagerne vælger den fisk, de vil arbejde med. Derefter bliver familierne sat i gang i hold, hvor køkkenchefen rådgiver, inspirerer og vejleder store og små til selv at finde frem til en selvkomponeret fiskeret, som til sidst bliver stillet i ovnen og nydt i fælleskab.
Madværkstedet er åbent lørdag den 13. september kl. 12.00 til 15.00.