Multibanen er første etape af et kæmpe projekt i Tornby

Efter multibanen følger ved hjælp af blandt andet et tilskud på 500.000 kr. fra Nord Energis ENV-Fond en ekstra halv sportshal og en mere energirigtig drift af Tornby Idrætscenter.

36

Indvielsen på lørdag kl. 13.00 af multibanen er kun første skridt i et meget ambitiøst fornyelsesprojekt i stationsbyen Tornby.

– Med et anlægsprojekt på godt 1 mio. kr. troede jeg egentligt at der ville være lang vej til en multibane i Tornby, men heldigvis kunne private fonde og Hjørring kommune se de samme muligheder i Tornby som vi selv. Vi er lige over 1000 indbyggere i Tornby og oplever en tilflytning af unge mennesker. Næsten halvdelen af indbyggerne er medlemmer af Tornby Idrætsforening, hvilket viser at vi ikke sidder hjemme i sofaen, når vi har fri fra arbejde og skole. Denne multibane er tilgængelig for alle og placeringen lige ved siden af en heldagsskole må siges at være ideel, siger Henrik Willadsen, som er formand for Tornby Idrætsforening.

Anden etape af fornyelsesprojektet beløber sig til godt 10 mio. kr. og foregår indendørs i den nuværende idrætshal samt idrætsforeningens klubhus. Planen er at skaffe 1,5 mio. kr. fra private fonde og med 500.000 i tilskud fra Nord Energi’s ENV-Fond er der kommet hul på bylden.

– Vi synes selv, at vi har et knaldgodt projekt. Fornyelsen vil i den grad løfte vores aktivitetstilbud til Tornbys borgere. Det er også planen, at idrætscentret skal åbnes op for de mange turister, som besøger området omkring Tornby og Hirtshals. Vores nuværende faciliteter udnyttes maksimalt af idrætsforeningen, Tornby skole og de mange tusinde unge mennesker, som hvert år deltager i Tornby Cup og Dana Cup. Fornyelsesprojektet vil bringe vores indretning, energiudnyttelse og faciliteter op til et helt nyt niveau. Det fortjener vi og vores brugere, tilføjer Rene Jensen, som er formand for bestyrelsen i Tornby Idrætscenter.

Udover at omdanne det nuværende klubhus, som er bygget i 70’erne, til en moderne multisal, vil fornyelsesprojektet også flytte cafeteriet og indgangen til en mere central placering. Der åbnes tillige op for et helt nyt fitnesscenter tilbud.

Idrætscentret har af Hjørring Kommune fået en garanti på 4,6 mio. kr. og er i dialog med kreditforeninger samt private fonde omkring den øvrige finansiering.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments