Da den lokale netavis lidt over middag ankom til Bådhuset hos Tornby Bjergelav, stod sildene allerede på bordet, mens bjesken og de kolde fadøl blev serveret fra de to barer i teltene overfor Købmand Munch.
Solen skinnede og stemningen var da også fantastisk både udenfor og inde i de to store telte, der er slået op på så smart en måde, at Bådhuset bindes sammen med det gamle stråtækte pakhus, der i disse dage er navngivet Bjeskhuset.
Strandfesterne fik desværre en ende for 20 år siden i Tornby. Som tidligere flere gange berettet her på netavisen, der har fulgt Bjergelavet tæt, besluttede man sig heldigvis endelig for sidste år at prøve igen, hvor det blev så stor en succes, at der altså nu atter fest i klitterne ved Tornby Strand.
På programmet til Strandfesten er der blandt andet bådbygning for børnene, fodboldturnering og ikke mindst kapsejlads, hvis ellers vejret tillader det lørdag samt masser af festivitas.
Begge aftener er der nemlig også livemusik, men tjek hele programmet nedenfor og se så bare at komme afsted.