Vejrudsigt og rundstykker før gunstart ved Rema Masters Turneringen

Den norske vejrtjeneste fremhæves som betydeligt mere præcis for vores landsdel end den danske.

20

Der blev kigget lidt ekstra mod himlen, da henved 80 deltagere ved den lokale Rema Masters Turnering omkring kl. 8.00 søndag morgen ankom til Hirtshals Golfklub.

I klubhuset blev der drukket kaffe og spist rundstykker, mens en del tjekkede vejrudsigten, som dog ikke så ud til at have indflydelse på den gode og forventningsfulde stemning.

Flere nævnte den norske vejrtjeneste som betydeligt mere præcis for det nordvestlige hjørne af Vendsyssel, end den regionale og sågar byvejret hos Danmarks Meteorologiske Institut.

– Der er er altid en god stemning i klubhuset, hvilket helt sikkert hænger sammen med den måde, som golfsporten fungerer på, forklarer Martin Kristensen til FlaskePosten.

– Systemet med handicap gør, at gode og mindre gode kan spille i samme gruppe på banen, hvilket altså betyder noget for det sociale sammenhold i en klub, uddyber han.

Efter kaffen og snakken om vejret begyndte spillerne allerede omkring kl. 8.30 at trække ud for at gøre sig klar til gunstart rundt omkring ved et af de 18 huller på banen.

En af spillerne bemærkede, at han hellere måtte gå ind igen for at trække i regntøjet, hvilket Bent Kristoffersen fra Rema 1000 med et blink i øjet garanterede, at der ikke blev brug for.

Der var i øvrigt flere deltagere, som også havde spillet med i torsdagens Nordsøen Golfmatch. Her i blandt John Jensen, som sammen med Anders Kruse fik en 2. og 3. plads for Skaga FM.

Den habile golfspiller nedtonede dog med henvisning til en dårlig skulder forventningerne til en ligeså god placering ved søndagens Rema Masters Turneringen.

Placeringerne og præmieuddelingen vender vi senere i dag tilbage til på FlaskePosten.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments