Kulinarisk kulmination på Culinariet

Den lokale netavis har med præsentation af familien Bodins initiativ og reception onsdag fået spændt de kulinariske forventninger, men kulminationen med spisning fredag aften indfriede dem alle under besøget på Culinariet.

31

FlaskePostens udsendte med frue var fredag aften særdeles spændt på niveauet og kvaliteten af den kulinariske oplevelse, som vi nu i en uges tid har skærpet forventningerne til efter præsentation af familien Bodins prisværdige initiativ og ikke mindst med receptionen onsdag på Culinariet.

Efter at have kigget fruen dybt i øjnene og nydt den intime stemning i det smukt indrettede lokale, mens der blev skålet i en rigtig god rosé, fik vi til forret serveret fornemt anrettede og lige præcis tilpas grillede jomfruhummerhaler på spyd med en frisk mangopuré og karsestøv, der aldrig overdøvede, men snarere fremhævede den fine smag af skaldyr. Ikke at forglemme det hjemmebagte brød med en perfekt krumme.

Dernæst var hovedretten en ligeledes grillet og næsten utrolig mør oksemørbrad med karl johan svampe, der blev serveret med pommes fondant og cognac sauce samt et tilkøb af yderst delikat stegt fois gras. Dertil en fremragende rødvin, som i lighed med alle husets andre vine er udvalgt i et tæt samarbejde med Claus Esmark fra det velrenommerede Kjær Sommerfeldt.

Lad mig nu bare gøre en længere smøre ganske kort og slå fast, at efter disse to ekstremt lækre retter valgte vi at springe desserten over og begrænsede den til irsk kaffe udenfor i den dejlige gårdhave bag Culinariet. Dermed blev der sat et uforglemmeligt punktum efter et pragtfuldt måltid og en herlig aften.

Hirtshals har simpelthen fået en ny gourmetrestaurant med Culinariet!

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments