Rasmus Jespersen præsenterer Musik Under Trappen 2017

Den 19. udgave af den ugelange og populære event præsterer at have 31 navne på scenen ved Musik Under Trappen.

19

Hirtshals Musikforening er ved at lægge allersidste hånd på forberedelserne til årets udgave af sommerarrangementet MUSIK UNDER TRAPPEN på Vesthavnen i Hirtshals. Det er efterhånden 19. gang, man inviterer til gratis-koncerter. Det foregår fra fredag den 21. juli til fredag den 28. juli. Begge dage inklusive.

– For os i Hirtshals Musikforening er det jo en slags juleaften. Vi brænder stadig for arrangementet, selvom det har en del år på bagen. Vi får utrolig mange tilkendegivelser fra nær og fjern – nærmest året rundt – omkring arrangementet, og det er rigtig dejligt at folk følger med i forberedelserne, fortæller Rasmus Jespersen, formand for Hirtshals Musikforening.

Gamle kendinge og nye ansigter på scenen

– Vi er fortsat i den situation at det er meget attraktivt for bands, solister og andre sammenhænge at få lov til at spille til MUSIK UNDER TRAPPEN. Udfordringen er tit at det er i en ferieperiode, så forberedelserne i forhold til de mange bands kører faktisk mere eller mindre året rundt, og vores musikansvarlige Henrik Vestergaard har virkelig fået oparbejdet et stort og solidt netværk blandt musikerne. I år har vi bands fra Hirtshals, Hjørring, Frederikshavn, Sæby, Skagen, Sindal, Aalborg, Skive, København og sågar et norsk og et engelsk band kigger forbi. Hvis vi kigger tilbage på de tidligere år, så er ca. halvdelen af de optrædende nye fra år til år, og så har vi også en del navne, som har været på plakaten i mange år efterhånden, uddyber Rasmus Jespersen.

Krebs og Falch trækker mange på Vesthavnen

– Det er faktisk iår 10 sommer i træk at vi præsenterer et stort dansk musiknavn på vores udendørs scene – ganske gratis for publikum, og de kvitterer ved at møde op i tusindvis hvert eneste år. En stor fornøjelse og tilfredsstillelse for os. Her i 2017 har vi som bekendt KREBS/FALCH på scenen Onsdag den 26. juli. Michael Falch og Poul Krebs. 2 sangskrivere med et nærmest uudtømmeligt hitkatalog, som de drysser ud over publikum – og vi kan næsten ikke vente. Hvis vejret arter sig, så kommer folk hertil fra hele landsdelen. Det er jeg ikke i tvivl om, fortsætter Rasmus Jespersen

Musik i mange genrer

– Programmet er mangfoldigt. De første 2 aftener er typisk pop/rock musik. Man kan blandt andet glæde sig til Skive-bandet TAXIT som er på vej til at slå igennem herhjemme. Københavnske SUPERLOADER og de lokale bands BLACKBIRD og NO MAN’s NAME er også på programmet. Søndag byder på blandt andet sangeren R. NOOR. Mandag i uge 30 indledes af KLUB 99 og senere vender engelske HAWKEYE & HOE tilbage. De nærmest væltede teltet sidste sommer. Tirsdagen byder blandt andet på lokale POPFARS og CHILLS og den talentfulde sanger JENS JEPSEN. Onsdag er den store aften, der udover KREBS/FALCH byder på SYSSELSOUND, det norske funk/popband LEISURE SUIT LOVERS og danseorkestret PETROLS, der som sædvanlig fyrer den af til afterparty i teltet, noterer formanden for Musik Under Trappen.

– Torsdagen står igen i country-musikkens tegn, og her kan man glæde sig til blandt andet nystartede WYNNE’s COUNTRY BAND, RONNI STRØM & COUNTRY CA$H og flere andre. Fredag i uge 30 er der sikkert dømt folkefest. Det plejer at være en meget meget velbesøgt aften, som i år byder på det fremadstormende Aalborg-band SUPERSCUM og de 2 lokale bands KEJSER LARSEN BAND og NO GOOD der igen får lov at lukke årets udgave af MUSIK UNDER TRAPPEN, siger Rasmus Jespersen.

Musik Under Trappen med stor opbakning

– I Musik Under Trappens maskinrum finder man rigtig mange frivillige og dedikerede mennesker. Mange af dem har været med i stort set alle årene, og nye kommer til hvert år. Der er ufattelig mange opgaver der skal løses før, under og efter arrangementet. Vagter, bartendere, scenefolk, afryddere, lydfolk, lysfolk, pladsfolk, tømrere, elektrikere, chauffører, pengehåndtering, indkøb og planlægning, rengøring, konferencier, facebook-opdateringer og meget meget andet. Det er bestyrelsen der koordinerer det hele, og selvom det kan være hårdt af og til, så laver vi primært Musik Under Trappen fordi vi ikke kan la’ være, og fordi det igennem tiden har vist sig, at publikum bliver ved med at bakke op. Vi har i øvrigt også en stor og trofast skare af samarbejdspartnere, leverandører og sponsorer. Uden dem – ingen Musik Under Trappen”

Kom og hør musikken gratis – også de mere ukendte navne

– Til sidst et par opfordringer. Det er som sædvanlig helt gratis at høre samtlige 31 koncerter. Det sikrer en vis tilstrømning, og vi kan kun anbefale at man dukker op – gerne flere aftener, og gerne til bands man måske ikke kender på forhånd. Det viser sig rigtig rigtig ofte at man får en musikalsk oplevelse med sig hjem, så det kan vi kun opfordre til. Det er også vores håb at I vil støtte os i baren. Det er vores eneste mulighed for at tjene penge på arrangementet, og vores bartendere har altid et smil på læben, en frisk kommentar og en go’ drink, sodavand eller en iskold skummende fadøl, slutter Rasmus Jespersen, formand for Hirtshals Musikforening.

Programmet kan også ses på www.hirtshalsmusikforening.dk eller på Facebook.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments