Frigivelse af midler til børnehus på Bindslev Skole

Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget besluttede på et møde den 12. juni at anbefale en indstilling fra Direktionen overfor Økonomiudvalg og Byråd vedrørende børnehus på Bindslev Skole.

22

Med denne sag, der blev vendt på et møde i BSU den 12. juni, søges der frigivet midler til byggearbejderne i anlægsprojektet på Bindslev Skole. Der skal nemlig skabes plads til, at byens børnehave og vuggestue flyttes til skolens bygninger.

Sagsfremstilling
Om projektet

Projektet opstod i 2015 som en konsekvens af et ønske fra dagtilbudsområdet om at etablere en vuggestuegruppe i Bindslev. Imidlertid var der ikke mulighed for at oprette vuggestuen ved børnehaven “Solsikken”), fordi der ikke var plads på grunden. Derimod var der muligheder på skolen, der var udfordret af store udgifter til bygningsdrift på grund af store og tildels ældre bygninger.

Projektet i Bindslev er banebrydende på flere måder. For det første samles dagtilbud og skole i Bindslev i én bygning, og kommer til at udgøre en tryg base for børn, unge og forældre i Bindslev. Det politiske mål om at øge indsatsen omkring overgange og brobygning får optimale vilkår – medarbejdere, ledelse og bestyrelserne er allerede gået i gang. Børnehuset nyindrettes i rummelige og inspirerende lokaler, og der etableres udeområder, der indrettes specielt til børnehave og vuggestue. Skolens faglokaler og medarbejderfaciliteter optimeres, så de passer til den nye folkeskolelov og de nye arbejdstidsbestemmelser. Endelig nedrives ca. 620 m2 af skolens bygninger, ca. 750 m2 overgår fra skole til dagtilbud, og når projektet er gennemført, kan bygningen, der rummer børnehaven “Solsikken” på 392 m2 overgå til exit.

Efter at Byrådet den 17. december 2015 frigav midler til projektering og entrepriseudbud, har skolen og børnehaven samarbejdet grundigt om at realisere visionen om optimal overgang og brobygning imellem dagtilbud og skole. Samarbejdet har ikke kun haft fokus på anlægsprojektet, men også på alle andre aspekter af samarbejdet. Mange af tiltagene er allerede iværksat nu, inden de to institutioner flytter sammen.

Den 31. oktober 2016 besluttede Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget at prioritere 1,100 mio. kr. af udvalgets exitmidler til nedrivning og reetablering til projektet, fordi man ikke ønskede at projektet skulle belastes af denne forholdsvis store udgift.

Licitationsresultat og finansiering

Det projekt, der er udarbejdet under ledelse af bygherreudvalget, omfatter i store træk, at der indrettes børnehave og vuggestue i den bygning, der ligger ud imod Grønningen, og at mediateket indrettes, så det danner bindeled imellem skole og dagtilbud med bedre muligheder for musiske aktiviteter. Både skole og dagtilbud kommer til at drage nytte af dette rum. Endelig renoveres og tilpasses at faglokalerne, medarbejderfaciliteterne og modtagekøkkenet.

Licitationsresultatet er positivt i den forstand, at projektet, som det er rammesat af Byrådet i 2015, kan gennemføres uden væsentlige overskridelser. Der er afsat knap 1,000 mio. kr. til uforudsete udgifter i projektet, og set i det lys er en licitation, der går 0,075 mio. kr. over budgettet, acceptabel.

På den anden side vil der stadig henstå udfordringer, efter at projektet er gennemført. Disse udfordringer kan sammenfattes i tre optioner, som bygherreudvalget har bedt om at få projekteret og prisfastsat i licitationen. Det drejer sig om et energiprojekt, hvor den bygning, som børnehuset etableres i, efterisoleres i fuldt omfang (facader og tag) – pris 1,564 mio. kr. og et projekt, der løser nogle uhensigtsmæssigheder for skolen, der har eksisteret i lang tid. Det drejer sig om, at der mangler en direkte forbindelse imellem de to etager i “Taggårdsbygningen” samt depotrum og rummøbler ved det eksisterende mediatek. Som det er nu, må man enten må gå igennem mediateket / det musiske fællesområde, hvis man skal fra den ene etage til den anden – pris 1,193 mio. kr. Endelig er der prissat et delprojekt, hvor “Taggårdsbygningen” gøres yderligere tilgængelig fra en nedgravet trappeskakt i skolegården – pris 1,513 mio. kr.

Det er derfor forvaltningens indstilling, at projektet bør gennemføres og licitationsresultatet antages med nedenstående to tilkøb, idet optionen på trappeskakten i skolegården ikke gennemføres.

1. Energioptimering af bygningen, der indrettes til børnehave og vuggestue. Pkt 7.0 – 7.3 i bilaget med licitationsresultatet.

2. Etablering af direkte forbindelse imellem etagerne i “Taggårdsbygningen”. Pkt 6.0 – 6.7 i bilaget med licitationsresultatet.

Ad 1: Det foreslås, at energioptimeringsprojektet finansieres af kommunens kassebeholdning med 1,564 mio. kr. Energioptimeringsprojektet næsten halverer bygningens energiforbrug til opvarmning. Den rådgivende ingeniør har beregnet besparelsen ved energioptimeringen og er kommet frem til, at bygningen i dag forbruger 96,8 MWt årligt. Efter energirenoveringen vil bygningen kun forbruge 52,4 MWt årligt. Energirenoveringen medfører, at bygningen lever op til den højeste renoveringsklasse i bygningsreglementet. Desværre giver det kun en årlig besparelse på 6.280 kr., fordi fjernvarmeprisen i Bindslev er opdelt i en fast og en variabel afgift. Den variable afgift er meget lav i Bindslev: ca. 120 kr. pr. m 3 . Der ud over er det svært, at sætte kroner og ører på den øgede komfort og bygningens merværdi, der følger af energirenoveringsprojektet, men bygningen har stået ubenyttet hen i en årrække, på grund af et påbud fra Arbejdstilsynet, og fordi det har været svært at holde bygningen fri for træk og tilstrækkeligt opvarmet. Uanset om energirenoveringsprojektet gennemføres, vil vinduerne i bygningen blive udskiftet, således at træk undgås, ligesom varmeanlægget bliver udbygget.

Ad 2: Optimeringen af “Taggårdsbygningen” til ca. 0,700 mio. kr. finansieres af skoleområdets fælles anlægspulje for 2018, mens skolen og børnehuset af egne midler betaler indretning af multirummet, rummøbel og depotrum ca. 0,500 mio. kr.

Sagen er behandlet i chefgruppen den 29. maj, i direktionen den 6. juni og i BSU den 12. juni, mens det sker i Økonomiudvalget den 21. juni og i Byrådet den 28. juni.

Lovgrundlag

Lov om kommunernes styrelse

Økonomi

Der meddeles en anlægsudgiftsbevilling på 10.000 mio. kr. til projektet. Anlægsudgiftsbevillingen finansieres ved frigivelse af 10,000 mio. kr. af de i anlægsbudgetterne for 2016 og 2017 afsatte anlægspuljer til Bindslev Børnehus (513988). Der meddeles en anlægsudgiftsbevilling på 1,564 mio. kr. til at gennemføre energioptimeringsprojektet (tilkøb nr. 1). Beløbet finansieres af kassen. Der prioriteres på forhånd 0,700 mio. kr. af skolernes fælles anlægspulje for 2018 til projektet (tilkøb nr. 2). Sindal Skole og Dagtilbudsområde Øst deler de resterende 0,500 mio. kr. udgiften til tilkøb nr. 2 efter nærmere aftale.

Direktionen indstiller,

at Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget overfor Økonomiudvalg og Byråd anbefaler

• at Byrådet accepterer licitationsresultatet,
• at projektet gennemføres med de prioriteringer, der er beskrevet i sagen,
• at der meddeles en anlægsudgiftsbevilling på 10,000 mio. kr. til projektet,
• at anlægsudgiftsbevillingen finansieres ved frigivelse af 10,000 mio. kr. af den i anlægsbudgetterne for 2016 og 2017 afsatte anlægspuljer Bindslev Børnehus (513988),
• at der meddeles en anlægsudgiftsbevilling på 1,564 mio. kr. til at gennemføre energioptimeringsprojektet (tilkøb nr. 1). Beløbet finansieres af kassen,
• at der prioriteres på forhånd 0,700 mio. kr. af skolernes fælles anlægspulje for 2018 til projektet (tilkøb nr. 2).
• at Sindal Skole og Dagtilbudsområde Øst deler de resterende 0,500 mio. kr. udgiften til tilkøb nr. 2 og
• at forvaltningen bemyndiges til at underskrive entreprisekontrakterne.

Beslutning

Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget besluttede at anbefale overfor Økonomiudvalg og Byråd

• at Byrådet accepterer licitationsresultatet,
• at projektet gennemføres med de prioriteringer, der er beskrevet i sagen,
• at der meddeles en anlægsudgiftsbevilling på 10,000 mio. kr. til projektet,
• at anlægsudgiftsbevillingen finansieres ved frigivelse af 10,000 mio. kr. af den i anlægsbudgetterne for 2016 og 2017 afsatte anlægspuljer Bindslev Børnehus (513988),
• at der meddeles en anlægsudgiftsbevilling på 1,564 mio. kr. til at gennemføre energioptimeringsprojektet (tilkøb nr. 1). Beløbet finansieres af kassen,
• at der prioriteres på forhånd 0,700 mio. kr. af skolernes fælles anlægspulje for 2018 til projektet (tilkøb nr. 2).
• at Sindal Skole og Dagtilbudsområde Øst deler de resterende 0,500 mio. kr. udgiften til tilkøb nr. 2 og
• at forvaltningen bemyndiges til at underskrive entreprisekontrakterne.

Mai-Britt Beith Jensen (S) deltog ikke i behandlingen af dette punkt.


Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.


Kilde: Hjørring Kommune.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments