Politikere svedte på Sindal Marked

Markeder er mest for gøglere og kræmmere, men flere lokalpolitikere havde i weekenden også fundet vej til Sindal Marked.

39

Nogen vil måske finde det malplaceret, når en række lokalpolitikere havde valgt at tilbringe weekenden på Sindal Marked.

Dybest set er politik dog også en markedsplads for meninger, hvilket blandt andet Venstre og Socialdemokratiet benyttede sig af i denne weekend netop på Sindal Marked.

– Trods varme var folk glade for at tale med os, unge som ældre. Regionsrådskandidat Kurt Mikkelsen og jeg besøgte socialdemokraternes telt. De var ligesom os lidt mærkede af varmen. Det lykkedes os desuden at få et nyt medlem til VU Hjørring, fortæller Gitte Rams.

– Folk var rigtig glade for en snak om fremtidens Hjørring Kommune, hvor vi skal huske de små lokalsamfund og ikke samle det hele i Hjørring. Så fulgte vi selvfølgelig også Vendsyssel FF i kampen mod Hobro, tilføjer Allan Kynn Jensen.

Socialdemokraterne Niels Kirkholm, John Bagger og Ole Ørnbøl var også på Sindal Marked.

– Huller i asfalten rundt om i kommunen var et af de største emner, så det blev flittigt noteret af Ole Ørnbøl, fortæller John Bagger fra teltet hos Socialdemokratiet.

En enkelt var desuden utilfreds med lukning af skolerne i yderområderne. En far ville til gengæld gerne bytte sine børns blå balloner til røde, forlyder det fra socialdemokraterne på Sindal Marked.

– Vi oplevede altså også, at børn ville bytte de røde balloner til blå, forsikrer med et lunt smil Allan Kynn Jensen.


Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments