Efter bare 3 minutters spil i Birkelse, som ironisk nok er det sted, hvor den nuværende succes startede, kan holdleder Torben Holm Jensen mærke, at gutterne denne gang er klar og spillet på plads.
– Bare 11 minutter inde i kampen er der gult kort til hjemmeholdet, men de kæmper videre, hvorefter det bliver en lidt mere rodet kamp, fortæller holdleder Torben Holm Jensen.
-Vi har på et tidspunkt ikke dækket ordentligt op, og de har et skud på overliggeren, men vi får lidt mere styr på det, og efter 17 minutter bliver Martin Eriksen nedlagt i deres felt, fortsætter holdlederen.
– Vi får det fortjente straffe, som Mike Petersen omsætter til 0 – 1, hvorefter vi igen har mere tjek på kampen. Efter 29 minutters spil bliver det til 0-2 ved Martin Eriksen, og fok arbejder igen sammen, og stillingen holder til pausen, noterer holdlederen.
– Efter pausen får vi flere muligheder, men efter 52 min reducerer hjemmeholdet alligevel til 1-2. De presser igen på, men stillingen holder heldigvis kampen ud, konstaterer en ovenud tilfreds Torben Holm
Som omtalt allerede i går kan Hirtshals Boldklubs førstehold nu notere 34 kampe uden nederlag. Derfor slutter holdlederen af med en varm tak til de tilskuere, der tog ud og støttede holdet i den svære kamp.
Som en sjov lille historie, der knytter sig til Birkelse og førsteholdets succes, fortæller Torben Holm, at Ziad Saliba under opvarmningen for over to sæsoner siden fandt en 50 øre og bad holdlederen passe på den som en lykkemønt.
– Den mønt har jeg fortsat i min mappe med alt det andet spillermateriale, fortæller Torben Holm Jensen, som formentlig vogter over den med samme agtpågivenhed som Dronningens Livgarde passer på Kronjuvelerne.