Torben Vandsted åbnede markedet med kunsthåndværk i Sømandskirken

Kunsthåndværkermarkedet i Den Svenske Sømandskirke, som har åbent skærtorsdag den 13. og langfredag den 14. april, blev med en flot tale åbnet af Torben Vandsted.

24

Det var turistforeningens formand Jørgen Christensen, der indledningsvis bød velkommen og præsenterede de deltagende kunsthåndværkere ved åbningen af påskemarkedet skærtorsdag kl. 11 i Den Svenske Sømandskirke, men åbningstalen blev holdt af Torben Vandsted.

“I Hirtshals har vi i de seneste år været fantastiske til GENBRUG –  Her tænker jeg ikke på traditionelt genbrug, men på, hvordan gamle huse og gamle bygninger gennem årene er forvandlet til oplevelsessteder, og fyldes af levende, livsbekræftende aktiviteter.

Vi har oplevet, at en gammel stationsbygning i Peder Rimmensgade er blevet genbrugt. Det er mange år siden, at der kørte tog til Den Gamle Station – men ventesal, billetluge, godsrum og så videre genbruges til andre formål. I lørdags åbnede Lisbeth og Svend en interessant kunstudstilling på Den Game Station.

Den bygning er blevet førsteklasses genbrug!

Et 155 år gammelt Fyrtårn er også på genbrugslisten. Med lys i toppen danner det gamle bygningsværk rammen om et væld af aktiviteter – noget kunst, en stensamling og ikke mindst giver dette genbrugskompleks mulighed for at opleve den overdådige natur ved Hirtshals.

Og så er jeg nået her ned i byen.

En kirke – oven i købet svensk og tiltænkt søfolk – er endnu et udtryk for den evne, der er til at genbruge, genanvende, genoplive og forandre.

I de seneste mange år har kirken her favnet et rigt musikliv, og i de seneste syv år er den i de første påskedage omdannet til en MARKEDSPLADS.

Vi vil ikke bygge moderne forsamlingshuse – medborgerhuse.

Vi har øje for bygninger, der har været anvendt til formål, som tiden har forladt – og vi har øje for, hvad disse bygninger kan benyttes til.

Her i Svenskekirken – som vi stadig kalder det her kulturhus – er I lykkedes med at skabe en aktivitet, der er nutidig og livsbekræftende. Samtidig bevares relationerne til eviggyldigt håndværk.

I – 11 kunsthåndværkere – giver os en varm påskeoplevelse. Man fornemmer, at der er lagt energi og sjæl i jeres arbejder. Det gælder alt lige fra farvestrålende plakat-malerier, via træ- og læderarbejder samt arbejder med ler og frem til pileflettede brugs- og dekorationsgenstande. Drivtømmer, pels og skind er også med til at styrke helhedsindtrykket.

Jeg fornemmer, den glæde og den tilfredshed, I har ved at præsentere jeres arbejder, og jeg er ikke i tvivl om, at jeres værk bliver beundret.

I kommer til at besvare mange spørgsmål om tingenes tilblivelse. Markedsgæsterne vil vide mere om det værk, som vækker beundring.

Når vi så også skal smage på kulinariske specialiteter, liflig kaffe og bjæsk, er jeg overbevist om, at det her er den helt rigtige måde, at indlede påsken på!

Til lykke med udstillingen – jeres KUNSTHÅNDVÆRKERMARKED – som hermed er åbnet!”

Efter talen var der fællessang med Det er i dag et vejr smukt og klangfuldt akkompagneret af organist Thomas Abildgaard.

Dygtige, lokale kunsthåndværkere præsenterede dernæst som foromtalt her på webavisen deres produkter. Ligesom stemningen blev krydret af lokale fødevareproducenter og ditto forhandlere, som bød på gode smagsoplevelser og produkter af høj kvalitet.

Udstillere i 2017

Britta Andreassen, smykker
Rav-Værkstedet, smykker
Gerda Dahl, raku
Inger Mortensen, collage
Anni Vink, strik
Anette Rønn, raku
Inger Fogh, skind
Left Hand Leather, skind og læder
Sofie Munch, skind og pels
Feddets Fred, drivtømmer
Margit Jespersen, pileflet
Villy Buhelt, træ

Der var desuden og som allerede antydet lækker kaffe fra Vendia Kaffe, smagsprøver på bjesk fra Hirtshals Museum og lækkerier til påskebordet fra Tornby Gl. Købmandsgård.

Det samme vil være tilfældet langfredag fra kl. 11 til 16.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments