Opmuntrende opbakning bag Trivselsaften i Bindslev

Det imponerende og opmuntrende består både i arrangementets vellykkede form og omfanget af lokal inddragelse i og omkring Bindslev og Tversted.

14

Trivselsgruppen af engagerede og initiativrige forældre har efterhånden bestået i en del år ved Bindslev Skole. Blandt gruppens helt store fortjenester er ikke mindst den såkaldte Trivselsaften. Sidstnævnte har reelt udviklet sig til en opmuntrende blanding af regulær erhvervsmesse og social sammenkomst med fælles spisning.

Maden leveres hvert år med stor succes af Mette Abildgaard fra Café Tannisbugt. Herfra fik de omkring 400 spisende gæster torsdag aften valget mellem lækker kylling og flæskesteg med knasende sprød svær og en god gammeldaws brun sovs til de hvide kartofler. Den musikalske underholdning blev fremragende leveret af børnene og nogle af lærerne fra indskolingen.

Dette års stande var som også de tidligere gange blevet booket af såvel foreninger som butikker og erhvervsdrivende. Finn Nymann var således tilstede for om muligt at hverve et par nye kandidater til bestyrelsen hos Bindslev Harmonikatræf. Dernæst var de lokale spejdere som altid beredte og tændte bål i skolegården. Idrætten var repræsenteret ved  BTI Fitness.

Forretninger og erhvervsliv var repræsenteret ved blandt andet Sellebjerg Fodpleje, Bindslev Dyrehospital og Hotel Bindslev. Desuden var der Jyske Bank og Nordjyske Bank. Endelig var der for første gang Tommy Høj fra Høj Data. Han var vældig godt tilfreds med denne mulighed for at kunne vise egne produkter frem ved dette lidt anderledes arrangement i Bindslev.

Hvor vidt og bredt eventen efterhånden spænder, kan illustreres ved de vanskeligheder, som den lokale webavis havde med at finde en passende kategori til denne nyhed. Den kunne med samme gode ret have været bragt under børn og unge, sport eller kultur, med nu blev det altså som erhvervsstof. Fantastisk godt gået endnu en gang af Trivselsgruppen!

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments