
Ældre Sagen og Dansk Golf Union har indgået et samarbejde, der sikrer, at medlemmer af Ældre Sagen kan prøve golfspillet i de lokale golfklubber, og i den anledning udbyder Hirtshals Golfklub et enestående tilbud, hvor medlemmer af Ældre Sagen fra de lokale afdelinger i området kan spille golf én gang om ugen i en periode fra 18. april til 27. juni på golfklubbens dejlige anlæg på meget favorable vilkår.
Ældre Sagen tæller over 780.000 medlemmer på landsplan og Dansk Golf Union er den største sportsgren i landet målt på medlemmer over 25 år, med i alt ca. 152.000 medlemmer. På denne måde er der tale om et perfekt match, og i golfklubberne er over 50 % af medlemmerne typisk over 50 år med årgangene 1946 og 1947 som de største.
Golf er den ideelle sport for ældre borgere, da den kombinerer motion med naturoplevelser, frisk luft og hyggeligt samvær, ligesom den har konkurrenceelementet i sig for dem, der har lyst til det. Samtidig kan golf spilles på tværs af generationer, køn og niveau på grund af sit unikke point-system. Der er tale om en helbredsforebyggende sport, som sikrer, at ældre borgere holder sig i gang, og de oplever en højere livskvalitet med nedsat risiko for livsstilssygdomme og et længere liv til følge.
Alt for mange har aldrig oplevet livet i en golfklub – nok fordi golf kan opleves som en lukket sport som er vanskelig og dyr at komme i gang med. Men golf er en sport for alle uanset pengepung og behov. Hirtshals Golfklub udbyder forskellige typer af medlemskaber og har billige og strukturerede forløb, hvor du kan prøve om golf er din nye sport.
Formanden, Jan Christiansen for Hirtshals Golfklub fortæller, at medlemmer af Ældre Sagen kan spille golf hver tirsdag formiddag med efterfølgende hyggeligt samvær med opstart tirsdag den 18. april til 27. juni for kr. 300.-. Træningsanlægget, Par-3-banen og klubhuset vil være åbent for deltagerne i alle øvrige dage 24-7. Tilmelding kan ske til Ældre Sagen Hirtshals, [email protected], tlf. 29 47 38 67, senest onsdag den 12. april.
Ugeprogrammet består af ½ times undervisning og 1 ½ times spil på par-3- banen under kyndig instruktion og ledelse af protræneren og frivillige hjælpere, og efter golfen er der hyggeligt samvær, og klubben stiller golfgrej og bolde gratis til rådighed hele ugen igennem i hele perioden.
Formanden, Susanne Krohn Djurhuus for Ældre Sagen i Hirtshals er begejstret for tilbuddet til deres medlemmer, og hun opfordrer alle til at hanke op i sig selv og melde sig til dette enestående tilbud.
Der er enighed om at, udover at give tilbuddet til deres trofaste medlemmer, så skal tilbuddet samtidig opfattes som akkvisitivt med håb om at få tilført flere nye medlemmer i begge lejre. Hvis du har lyst til at prøve golfen, men endnu ikke er medlem af Ældre Sagen, så kan du melde dig ind
i Ældre Sagen samtidig. Det koster kun kr. 125,- pr. halvår, og kr. 205,- for et familiemedlemskab, og så får du samtidig adgang til alle de øvrige tilbud, som Ældre Sagen udbyder.
Formanden i golfklubben slutter med at oplyse, at golfklubben er velfungerende med ca. 550 medlemmer, og med dejlige rammer til at dyrke deres sport i.
Det bemærkes, at det er muligt helt uforpligtende at deltage en gang inden endelig stillingtagen
og betaling.





















































