Flere medaljer og spændende kampe til Hjørring Judoklub

Den 19. marts var seks af Hjørring Judoklubs kæmpere og heriblandt Jakob Kirmayer fra Bindslev samt Emil Fjeldvig fra Hirtshals igen afsted og denne gang til Vendelbostævne i Serritslev.

11

Jakob Kirmayer ligger lige nu øverst i sin vægtklasse under 15 år i minus 45 kilo. Han lagde ud med to flotte sejre, hvor han vandt henholdsvis med et kast og med et holdegreb.

I tredje kamp mødte han en hurtig modstander og kampen trak ud, men til sidst lykkedes det Jakob at kaste modstanderen, så også her vandt han med Ippon.

I hans sidste kamp kæmpede han imod en meget rutineret modstander. Han kom med flere gode modkast, men blev til sidst kastet og tabte dermed denne kamp. Han kan nu kalde en flot sølvmedalje sin egen.

Victor Gaarden Andersen var til gengæld kommet op i vægtklasse minus 50, hvor han havde to kampe. Begge to imod stærke og hurtige modstander. Han kæmpede godt, men måtte alligevel se sig underkastet  til sidst.

Buster Sørensen er ret ny til judo. Hans vægtklasse  bestod af to puljer med i alt 10 kæmpere. Buster havde 4 kampe. Han vandt de to af dem med flotte Imponer. Da der var så mange kæmpere,  var han dog alligevel uden for medaljerækken.

Hans storebror Lukas Sørensen er ligeså ny til judo. I hans vægtklasse var der fire kæmpere, så Lucas fik 3 kampe. Han tabte den første kamp, men anden kamp vandt han så hurtigt, at det først slet ikke gik op for ham, at han havde vundet den. Også tredje kamp gav et flot resultat, så Lukas får en fin sølvmedalje med hjem.

Emil Fjeldvig er den ældste af kæmperne, og da der i U15 ikke var modstandere i hans vægtklasse, blev han ligesom sidste uge rykket op til de ”store drenge”. Han tabte den første kamp, og i anden kamp så det også ud, som om han ville tabe, da hans modstander lavede armlås på ham. Da der dog ikke var armlås med i Vendelboturneringen, kæmpede de videre, og Emil overraskede hans modstander med et flot kast. Også tredje kamp vandt han suverænt med Ippon. En sølvmedalje var nu sikkert.

Maria Bilic var en af de sidste kæmpere i hele turneringen. Hun havde to kampe i en pigepulje. Hun lagde godt ud med fine modkast, men begge modstandere var lidt mere rutinerede og Maria fik ingen medalje søndag.

Alt i alt en god dag med spændende kampe og masser af kamptræning til alle seks kæmpere.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments