Der var velfortjente is og guldbarrer til U14 pigerne fra HH80 efter dagens kamp hjemme i Hirtshals Idrætscenter, hvor de med en fuldstændig overlegen sejr på 32-16 over Løgstør HK sikrede sig en plads i kampen om Jysk Mesterskab.
Det største problem for træner Martin Koning Larsen var derfor nok i pausen at få pigerne til at holde fokus, idet en munter kådhed helt naturligt havde bredt sig blandt de stærke piger på U14. Deres videre færd skal det blive spændende at følge og stort tillykke med resultaterne indtil videre her fra FlaskePosten.
Anderledes spænding kom der mildest talt over det lokale opgør mellem herrerne hos HH80 og Tornby IF Håndbold. Det var desuden træner Jesper Jelle Rasmussens sidste i spidsen for herrernes hold hos HH80 i Serie 4.
– Der burde ikke være tvivl om, hvor meget tid, og hvor meget jeg har brændt for det her hold. Så der sidder nok en lille klump i halsen, med tanke på, at det er MIN sidste hjemmekamp, sagde før opgøret Jesper Jelle Rasmussen.
Det blev da også som antydet en tæt kamp, hvor ingen af holdene formåede at lægge afstand til modstanderne, idet de fulgtes pænt ad indtil det sidste minut, hvor Tornby IF dog sikrede sig sejren på 17-19 i Hirtshals Idrætscenter.