Tornbys damer i 3. Division var på forhånd af formand Allan Jellesen spået en svær kamp lørdag mod Frederikshavn.
Kampen blev dog heldigvis især i 1. halvleg betydeligt lettere end frygtet, da damerne kunne gå til pausen med en pæn føring på 13-8, men gæsterne formåede ikke desto mindre at gøre 2. halvleg mere spændende, idet kampen dog endte 23-21, hvilket ikke mindst skyldtes en stærkt spillende Christina Lund med 9 scoringer og en fremragende kamp af målmand Lotte Dalgas.
Langt mere højspænding kom der allerede i 1. halvleg hos herrerne i Jyllandsserien, da de efter damernes kamp mødte Sortebakken. Med et nederlag på 7 mål, da hjemmeholdet sidst mødte gæsterne, var der lagt op til en hård kamp for at sikre point, hvilket det mildest talt også blev denne lørdag eftermiddag, hvor mange havde valgt at ignorere det gode vejr for at se håndbold i Tornby-Hallen. Bagud med 10-13 ved pausen og et stykke ind i 2. halvleg med stillingen 10-15 så det ærlig talt sort ud, men ikke desto mindre blev det til en sejr på 22-21 til herrernes førstehold hos Tornby IF. Her var der flotte præstationer af specielt Jonas Aagurd, Nikolaj Bo Jakobsen, Frederik Rams og på mål Morten Møller.
Hvor Christina Lund endte som topscorer for damerne, blev det i 1. halvleg hos herrerne ikke mindst brormand Nicolaj Lund, der med hurtige finter og aggressivt angrebsspil fik sig selv trukket ind i en for kampens udvikling illustrativ situation, der endte med to minutters udvisning både til ham selv og en modspiller fra Sortebakken. Desuden fik en af gæsterne ligeledes i 1. halvleg det røde kort, hvilket afstedkom højlydte protester og en ekstra tændt atmosfære i Tornby-Hallen. Højspændingen holdt sig som antydet til sidste sekund, hvor hjemmeholdet var tæt på at øge føringen.
Hatteløft fra FlaskePosten for damerne i 3. Division og herrerne i Jyllandsserien.