Nysgerrigheden til at undersøge kulturelle forskelle mellem Danmark og USA har fået Heidi Kokholm og Lene Nielsen til at skrive endnu en lærebog til engelskundervisningen i de ældste klasser.
Som efterfølger til de foregående to emnebaserede bøger om amerikansk ungdomskultur – nemlig Focus on Young Americans og Focus on School Shootings – har de to forfattere nu lanceret en ny bog, der behandler problematikken omkring mobning – Focus on Bullying.
Bogen sætter fokus på mobning – både ansigt til ansigt og online. Den belyser mobningens dynamikker og konsekvenser og tager udgangspunkt i autentiske interviews og faktabaserede tekster.
Bogens første kapitel handler om mobningens værste konsekvens. Forfatterne mødte under deres research i USA forældre til adskillige børn, der havde begået selvmord på grund af mobning. Et forældrepars autentiske beretning om forløbet indleder denne bog. Det er vigtigt for forfatterne, at det er beretninger om almindelige amerikanere, man kommer til at læse om. USA kan let komme til at handle om Trump og skydevåben, men Heidi Kokholm og Lene Nielsen vil gerne vise en anden side af landet – både der hvor vi kulturelt er forskellige, men også nogle af de mange lighedspunkter, der er landene imellem.
De to forfattere blev noget overraskede over, hvordan man håndterer voldsom mobning i skolesammenhæng. En af de interviewede gav udtryk for, at en bog om et sådant emne ville være en umulighed i USA. Emnet er alt for tabubelagt til, at man kan undervise i det.
Det kan man til gengæld godt i Danmark. De foregående to bøger, som Heidi Kokholm og Lene Nielsen har skrevet, omhandler også kontroversielle emner. Disse bøger er blevet godt modtaget.
Det at skrive bøger til engelskundervisningen er noget, de gør som en fritidsbeskæftigelse. Til daglig arbejder de begge på fuld tid som undervisere. Heidi Kokholm underviser på Hjørring Private Realskole og Lene Nielsen på Skolecenter Hirtshals. De er drevet af lysten til at bruge materiale i undervisningen, som er relevant, vedkommende og aktuel for de unge mennesker, som skal arbejde med bøgerne.
Bøgerne udkommer på forlaget Alinea i København, som er det ene af de to store forlag, der udgiver undervisningsmateriale. Sammen med bogen får engelsklærerne også adgang til mange digitale ressourcer.