
Efter generationsskiftet for et par år siden er der sket meget i virksomheden Kølemadsen A/S.
Firmaet blev i 1969 grundlagt af N. L. Madsen, men sønnen Ivan Madsen tog over i 1989, hvorefter barnebarnet Jens Lund Madsen kom i lære i 1996.
Med sidstnævnte i spidsen for virksomheden er en række initiativer efterfølgende sat i værk for at modernisere Kølemadsen A/S. Den interne optimering har vi tidligere omtalt grundigt i en artikel, men nu ses fornyelsen også ved en forøget aktivitet på de sociale medier.
Det kan blandt andet iagttages i en række aktuelle opslag hos Kølemadsen A/S på Facebook. Her profilerer virksomheden sig blandt andet positivt med nogle små portrætter af de ansatte og senest af chefen selv.
Jens bor et stenkast fra virksomheden i Hirtshals. Han er gift og har 3 dejlige børn, fortælles det blandt andet. Jens elsker også netværk og er både med i Round Table, Det Broderlige Skyttelaug og er bestyrelsesformand hos Vendsyssel Håndbold.
Den slags åbenhed leverer vi på den helt lokale webavis hjertens gerne et stort hatteløft for.





















































