Af Mads Nygaard
Forfatter
I dag skal jeg spille poker hos Peter Bager i min landsby. Her vil Peters datter og medstifter af Venligboerne København, Louise Dalsgaard, dukke op. Det var omkring det lille bord, Louise og jeg blev makkere.
Vores venskab blev skudt i gang, da hun midt i spillet begyndte at snakke om romaernes vilkår i Europa. Det var totalt ny pokertaktik i Hirtshals og omegn. Lidt luftig snak om fiskekvoter kunne måske godt snige sig ind, men romaernes ve og vel? Det var nyt. Mine ører flyttede nu fuldkommen over til Louise. Frisk brise lige der!
Dengang vi lærte hinanden at kende, var det mig stadig umuligt at køre syd for Limfjorden, ja, jeg måtte faktisk altid dreje af ved afkørsel ti og så trille bagom ad den mere rolige og énsporede vej til Nørresundby. Her parkerede jeg konsekvent ved dykkerklubben under broen. Dejligt roligt sted. Og gik så resten af vejen ind til mit ærinde. Gerne med Louise i telefonen, så hun kunne være min gps, hvis det var noget vigtigt. Stedsans ejer jeg heller ikke skyggen af.
Det lyder måske langt ude, men det var sådan, det var. Ikke så få venligboere har deres andel af skavanker, vi putter ikke med dem, folder dem bare ud, det øger mangfoldigheden, plads til alle ombord!
Louise er det ærligste menneske, jeg kender, og når jeg har på fornemmelsen, at jeg har jokket i spinaten, ringer jeg til Louise og spørger, om det er sandt. Ja, siger hun så utrolig tit. På den måde er hun ikke bare min gps gennem gader og stræder, hun er også mit kompas, når jeg er i syv sind. Overarbejde giver jeg masser af. Louise siger altid sin mening, men hun siger aldrig op. Som ven!
Hurra for dig, Louise! Og taber vi en skilling til din far i morgen, kan vi altid finde en venligbo, der giver en bid brød. Det har du om nogen sørget for … et hav af åbne huse. Ikke bare i det lille fiskerleje, vi kommer fra. Men over det ganske land!
Hvad det angår, har vi allerede vundet os et eventyr af dimensioner.
