Af Niels Skipper
I skrivende stund, som er sidst i januar 2003, informerer alle medier dagligt om situationen i Irak.
Det store spørgsmål er lige nu, om supermagten USA endnu en gang erklærer landet krig.
Denne gang med det udtrykkelige formål at fjerne Saddam Hussein fra magten, hvis den irakiske leder ikke indvilliger i at efterkomme alle resolutioner fra FN.
I Hirtshals sidder en familie, som af gode grunde følger ekstra godt med i nyhederne både på arabisk og dansk tv.
De har nemlig venner og familie i Bagdad.
”Irak er et stort land med flere forskellige religioner, men de troende lever fredeligt sammen side om side,” fortæller Sattar.
”Der er både moskeer og kristne kirker i Irak, så lyden af kald til bøn smelter sammen med lyden af kirkeklokker.”
”Derfor har jeg lært at værdsætte ligheden mellem religionerne.”
”Min kone og jeg er shiamuslimer.”
”Jeg er både det ene og det andet, da min mor er sunnimuslim,” indvender Zaniab og smiler.
Sattar viser mig et billede på stuevæggen. Det forestiller et meget enkelt kort over Irak, som han selv har tegnet i sommerferien og sat ind i en flot ramme.
Under kortet har Sattar med sirlig arabisk håndskrift citeret en tekst af digteren Mohammed Aljaoheri, som af uransagelige grunde fik frataget sit irakiske statsborgerskab og døde i eksil.
”Digtet handler om hjertets længsel efter hjemlandet,” forklarer Sattar.
”Du kan låne billedet med hjem,” siger han, da jeg spørger, om han vil skrive digtet af til mig, så det kan blive trykt i nærværende bog.
I hans smukke oversættelse lyder digtet således på dansk:
”Når jeg falder i søvn, længes mit hjerte efter mit hjemland, hvor jorden er moskus, kamfer og guld.”
Mens jeg skriver disse linjer, står billedet foran mig på skrivebordet.
Irak er ridset op med kraftige sølvstreger på sort baggrund, med floderne Eufrat og Tigris som to stærkt slyngede streger fra nordvest ned mod floddeltaet i sydøst ved den Persiske Golf.
Nogenlunde midt i landet ved Tigris ligger Bagdad, som altså er på alles læber.
Det er et utrolig smukt billede.
Nogle af de første menneskelige samfund, der fortjener betegnelsen civilisationer, voksede frem ved netop disse store floders bredder.
”De hængende haver, som er et af verdens syv gamle underværker, blev opført i Irak,” fortæller Sattar ikke uden stolthed.
”Ligesom det var irakerne, der opfandt hjulet.”
Familiens flugt ud af Irak blev til virkelighed for snart fem år siden.
”I 1998 flygtede jeg til Jordan,” fortæller Sattar, som sidder i en stol overfor min kone og mig i familiens stilrent møblerede lejlighed.
I sofaen ved siden af os sidder hustruen Zaniab.
Da Sattar var ankommet til Danmark, blev han placeret i Sandholmlejren, hvor så mange flygtninge ængsteligt har afventet afgørelsen på deres asylansøgninger.
”Efter fem eller seks måneder fik jeg asyl og besked fra Udlændingestyrelsen om, at jeg skulle til Hirtshals.”
”I januar 2000 kom min kone og mine to børn herop. Jeg har fået permanent opholdstilladelse, men det har min kone endnu ikke.”
Sønnen Karrar på 8 og datteren Maysum på 5 år har vi hilst på, da vi blev budt indenfor i entreen.
Nu sidder min kone og jeg så ved sofabordet og spiser velsmagende dansk og arabisk hjemmebag.
Børnene sidder skiftevis på fars skød og ved siden af mor. Ind imellem forsvinder de ind på værelset, hvor de har lovet at tegne et par billeder til gæsterne.
”Først boede vi i Uggerby,” fortæller Zaniab.
”Det var en lille by og lidt besværligt, når man ingen bil har, men efter et par måneder flyttede vi ind til Hirtshals.”
”Det er nemt at handle, når man bor så nær ved centrum og skolen ligger tæt ved.”
”I begyndelsen var der fire irakiske familier i Hirtshals Kommune,” siger Sattar.
”Så vi blev nok først placeret i Uggerby, fordi politikerne ville undgå ghettodannelse, tror jeg.”
”Den beslutning kan jeg godt forstå.”
”Det er vigtigt, at vores børn er sammen med danske børn,” understreger Zaniab.
”Så lærer de hurtigere dansk.”
”Nu er de andre irakiske familier flyttet fra kommunen og det er faktisk en fordel ikke mindst for børnene,” fortsætter Sattar.
”Til gengæld snakker vi arabisk herhjemme, fordi de også skal kunne snakke med den del af familien, der aldrig får lært dansk.”
”Det er trods alt lettere at lære børnene arabisk end bedsteforældrene dansk,” tilføjer Sattar med et stort smil.
”Det er nogle grundlæggende værdier, der dybest set skaber fællesskab mellem mennesker.”
Sattar uddyber sin pointe ved at forklare, at han kender mange indfødte danskere, som han har langt mere til fælles med, end han har med andre muslimer og arabere:
”Man kan ikke putte alle mennesker i én skuffe. Mennesker er meget forskellige. Også selv om de kommer fra det samme land.”
”Vi har ikke fået samme undervisning og uddannelse. Vi har ikke haft det samme arbejde og den samme økonomi. Vi har heller ikke den samme kultur og livsførelse.”
”Den kendte historiker Ali Alwerdi gjorde en kæmpe indsats for at give en fælles beskrivelse af irakerne, men det kunne han heller ikke,” konkluderer Sattar.
At familien og ikke mindst børnene føler sig godt hjemme i Hirtshals og Danmark, underbygger Sattar ved at fortælle om en lille episode fra sidste sommer, da de havde været på ferie syd for grænsen.
På vej hjem skulle de skifte tog i Hamburg, hvor sønnen Karrar pludselig peger og jublende udbryder:
”Der er vores tog!”
Karrar havde genkendt de danske togvogne og skiltet med DSB.
Godt nok var det ikke familiens eget private tog, men det var ikke desto mindre dansk og velkendt.
”Trygheden ved det kendte er vigtigt for alle mennesker,” siger Sattar.
Samtalen med familien snor sig afsted som floderne Tigris og Eufrat.
Vi kommer vidt omkring.
Sattar er uddannet indenfor elektronik på den tekniske højskole i Bagdad, hvor både han og Zaniab er vokset op.
”Den uddannelse fik jeg dog aldrig rigtig brug for,” fortæller Sattar, som derimod fik arbejde i sin fars børsmæglerfirma, hvor han i ni år handlede med aktier.
”Det drejede sig selvfølgelig om at vurdere, hvornår det kunne betale sig at købe og sælge.”
”På et tidspunkt blev jeg også dekoratør.”
Zaniab er uddannet idrætslærer fra Bagdad Universitet.
Uddannelsen varede fire år. Den er blevet godkendt af Undervisningsministeriet i Danmark, men hvis Zaniab vil undervise i folkeskolen, skal hun angiveligt yderligere tage meritlæreruddannelsen på seminariet.
”I stedet tror jeg hellere, at jeg vil være pædagog,” fortæller hun. ”Jeg har været i praktik i fritidsordningen Pyramiden ved Ulvkærskolen i halvandet år.”
”Vi mødte hinanden, mens Zaniab var i gang med det første år på universitetet,” indskyder Sattar.
”Vi blev gift i 1993.”
I 2000 blev Sattar færdig på sprogskolen i Hjørring, som i dag hedder Vendsyssel Sprogcenter. Derefter startede han på Handelsskolen, men lærebøgerne var sprogligt set endnu for svære.
Arbejdsbyrden blev simpelthen uoverkommelig, når hver eneste tekst skulle tærskes igennem flere gange med den store arabiske ordbog indenfor rækkevidde.
I stedet foreslog en studievejleder, at Sattar kunne forbedre sine danskkundskaber ved at tage nogle kurser på VUC i Hjørring, hvor også Zaniab nu går to dage, mens hun resten af ugen er på sprogskole.
På VUC har begge ægtefæller EDB, mens Sattar tillige læser dansk og engelsk.
Han har ydermere været i praktik på EDB Højskolen i Hjørring og i et stort varehus.
”Karrar går i 1. klasse på Hirtshals Skole,” fortæller Zaniab, ”og Maysum skal starte i børnehaveklasse efter sommerferien.”
”Jeg vil ikke opdrage mine børn på helt samme måde, som jeg selv er blevet opdraget,” fortsætter Sattar.
”Tiden er en helt anden og opdragelsen forandrer sig. Det betyder også noget, at vi i dag bor i Danmark.”
”Man ejer ikke sine børn,” konstaterer Sattar. ”De bliver voksne og skal leve deres eget liv.”
”De skal lære at stå på egne ben og have mulighed for at udvikle selvbestemmelse og ansvarsfølelse.
”Det er den måde, de kan præge deres eget liv på.”
”Det skal de have lov til,” indskyder Zaniab.
Den polariserede debat om flygtninge i Danmark lyder ikke til at have ødelagt familiens gode humør.
Zaniab understreger, at der skal være balance mellem familiens oprindelige kultur og den danske.
”Vi har indtil nu kun oplevet, at vores livsopfattelse og holdninger ligner de fleste danskeres,” siger Sattar.
Zaniab bærer hovedtørklæde, men begge understreger, at det er hendes eget valg, som hun i øvrigt først traf for et par år siden. Indtil da havde Zaniab gået klædt som de fleste kvinder i Vesten.
Et andet aspekt af den muslimske kulturbaggrund vidner en stor dybfryser i et af lejlighedens værelser om. Fryseren rummer nemlig den forsyning af halalslagtet kød, som familien en gang hver anden måned henter i Aalborg.
”I Koranen er der et afsnit, som klart foreskriver, at muslimer bør spise halalslagtet kød,” fortæller Sattar. ”Kun hvis det ikke lader sig gøre at skaffe det, må vi spise noget andet.”
I det pågældende afsnit af islams hellige bog står der blandt andet, at muslimer må spise det kød, over hvilket Allahs navn er påkaldt.
Ifølge islamisk tradition tages der endvidere en lang række hensyn til slagtedyret, som det industrialiserede slagteri ikke er i stand til at tage. Eksempelvis skal dyrene transporteres skånsomt samt fodres og have frisk vand inden slagtningen.
Kritikken af halalslagtningen har derfor som oftest gået på det aspekt, at dyret simpelthen får skåret halspulsåren over og derefter forbløder.
De fleste muslimer anser dog denne slagtemetode for skånsom, idet de fremfører, at dyret slagtes med en særdeles skarp kniv og hurtigt mister bevidstheden, hvorefter det i løbet af meget kort tid dør.
Da jeg anfører, at danskere med en liberal indstilling til flygtninge beskyldes for at være halalhippier, ser Zaniab og Sattar først uforstående på mig, men efter at have fået forklaret betydningen af sidste halvdel af det sammensatte ord, griner de og ryster lidt på hovedet.
”Vi er blevet modtaget utrolig godt i Hirtshals,” siger han. ”Der er så mange mennesker, som har været fantastisk hjælpsomme.”
”Rent faktisk har vi oplevet en masse lokal solidaritet!”
Sattar har været med i Den Tværkulturelle Venskabsforening lige fra begyndelsen, da Karen Margrethe Olafsson, som er gift med sognepræst Olaf Olafsson, var med til at starte den.
”Venskabsforeningens formand er i dag Margit Ledet, som også har spillet en flot rolle,” fremhæver Sattar.
Foreningen afholder en gang om måneden fællesspisning i Fritidshuset, men har også fredagsmøder på Nordstjernen, tager på busture og har gang i mange andre aktiviteter.
”Nu er Karen og Olaf desværre flyttet fra byen, men vi har heldigvis stadig kontakt med dem,” forsikrer Sattar.
”De kommer snart til Hirtshals for at besøge os,” tilføjer Zaniab.
”De har sommerhus heroppe et sted.”
Stillet overfor muligheden for at vende tilbage til hjemlandet, tøver det irakiske ægtepar med at svare.
”Hvis den rigtige mulighed kommer, vil jeg gerne tilbage,” siger Zaniab.
”Jo længere tid vi er her og desto bedre integrerede vores børn bliver, desto sværere bliver det at træffe det valg,” siger Sattar og lyder mere forbeholden.
”Man kan ikke ændre fortiden, men ved at tænke på fremtiden kan man forandre nutiden,” konstaterer Sattar
Familien fra Irak er tydeligvis godt tilfreds med at bo i Hirtshals.
De holder af danskerne og Danmark.
Link til tidligere artikler i serien: Forglemmigej
