Af Niels Skipper
Alle danskere kender i dag Afghanistan. De fleste ved i det mindste lidt om landet, fordi det allerede få måneder efter den tragiske terror 11. september 2001 imod World Trade Center i USA blev den første blodige slagmark under den amerikanske regerings erklærede krig mod terrorismen.
Det bjergrige land, som ligger klemt inde mellem Iran i vest og Pakistan i øst, er en blanding af milevide og tørre højsletter, adskilt af stejle bjergkæder og frugtbare dale, hvor man ved hjælp af vand fra småfloder og bække blandt andet kan dyrke korn, frugt og bomuld.
De første krige, hvor vestlige lande for alvor var indblandet i Afghanistan, fandt sted helt tilbage i det nittende århundrede, da England havde etableret sig som overmægtig kolonimagt i Indien.
Slagmark blev Afghanistan igen nærmest uafbrudt i mere end et par årtier fra 1979, da Sovjetunionen stak hånden ned i et hvepsebo ved at blande sig i de heftige indenrigspolitiske magtkampe, som endte med mujahedinernes midlertidige sejr i 1992, da de definitivt fordrev præsident Najibullah fra Kabul.
På det tidspunkt var en ung mand ved navn Rafiullah Musleh, som indtil da havde været ansat som officer ved det afghanske politi, allerede blevet taget til fange af mujahedinerne og sad fængslet i Zhawara nær ved grænsen til Pakistan.
Rafiullah havde boet og arbejdet i hovedstaden Kabul. Han havde haft to huse og sammen med hustruen Rana et godt liv, som de begge var tilfredse med. Rana blev uddannet til bygningsingeniør og arbejdede som lærer.
I skyggen af krigen rundt omkring i bjergene fungerede civilsamfundet og administrationen af samfundet nogenlunde. Ikke mindst i Kabul.
Rafiullah havde imidlertid også været medlem af Afghanistans Demokratiske Parti og politisk aktiv indenfor politikorpset, hvor han hvervede medlemmer til sit parti.
Det skulle som allerede antydet vise sig at blive et skæbnesvangert engagement.
Da Sovjetunionen nemlig trak sig ud af krigen og mujahedinerne endelig sad på magten, blev den unge Rafiullah efter løsladelsen fra fængslet konstant forfulgt, ligesom tusindvis af andre tidligere offentligt ansatte og politisk aktive blev det.
Under mujahedinernes styre var afghanerne altså i årevis ofre for anarki og vilkårlig undertrykkelse, men da de langt mere ekstreme talebanere senere i halvfemserne vandt borgerkrigen om magten i det meste af landet, blev undertrykkelsen sat i system og langt mere voldsom.
Talebanernes fundamentalistiske fortolkning af Koranen blev grundlaget for en ekstremt streng ordenshåndhævelse, som de nye magthavere gennemtvang med blodig vold og magt.
Den religiøse lovgivning udstak helt præcise retningslinjer for alskens gøremål.
Som vi alle i Vesten i dag ved det, blev kvinder helt fordrevet fra det offentlige liv og påtvunget traditionel islamisk påklædning. Skoler blev nedlagt og pigebørn forvist til hjemmet, mens undervisningen af drengene udelukkende bestod i terpning af Koranen.
Rana så sig af samme årsag nødsaget til i årevis at undervise familiens to ældste piger efter mørkets frembrud, når alle gardiner var trukket for vinduerne og ingen gæster kunne forventes at dukke op. På samme måde foregik det i utallige andre afghanske hjem.
En endnu større del af befolkningen blev altså i sidste halvdel af halvfemserne tvunget på flugt efter talebanernes magtovertagelse. Både internt i landet og ud over dets grænser, hvor de var henvist til en trøstesløs tilværelse i nødtørftige flygtningelejre i nabolandene eller asylcentre i Vesten.
Forfølgelsen af Rafiullah kulminerer med de allerede omtalte to og et halvt års fængsel og efterfølgende flere år, hvor han lever under jorden på evig flugt fra magthaverne.
Under fængslingen bliver han mishandlet, hvilket tydelige ar på benene den dag i dag vidner om, ligesom han i fængslet oplever uhyggelige drab på flere af sine venner.
Kontakten til familien er i lange perioder tilfældig og sjælden.
Efterhånden som den daglige overlevelse bliver stadig vanskeligere for Rafiullah, som har anlagt sig fuldskæg for at ligne flertallet af sine muslimske landsmænd, overvejer han oftere og oftere mulighederne for en flugt ud af Afghanistan.
Med venner i Norge ser planen ud til at kunne realiseres.
Mutters alene tager Rafiullah derfor en skønne dag flugten fra det nordlige Afghanistan over Usbekistan og Ukraine til Moskva og Østrig, før han i 1999 ankommer til København.
Fra den danske hovedstad går det direkte til asylcentret i Tinghøj, hvor den afghanske flygtning tilbringer mere end et år i uvished, før han langt om længe får sit visum.
Under de første mange måneders ophold i Danmark har Rafiullah ingen anelse om, hvordan familien har det eller hvor den befinder sig i Afghanistan.
To af Rafiullahs brødre er i mellemtiden blevet dræbt.
Da kone og børn endelig bliver fundet og de genforenes i Danmark, får Rafiullah for første gang sin tre år gamle søn at se. Da han forlod Rana i hjemlandet, var hun gravid med deres fjerde barn.
At barnet her skal omtales som endnu et skud på stammen, er bestemt ikke tilfældigt. Rafiullah sammenligner nemlig opdragelsen af familiens børn med en gartners tagen vare på sine træer.
Både træer og børn skal naturligvis passes omsorgsfuldt og med kærlighed, understreger den stolte familiefar.
Rafiullahs omtumlede historie, som han forståeligt nok selv finder det magtpåliggende at få formidlet, så alle får hans bidrag til det store og brogede billede, både af familiens skæbne og den aktuelle situation i Afghanistan, fortælles af ham selv hjemme i dagligstuen på Lærkevænget i Hirtshals.
Her sidder jeg i begyndelsen af oktober 2002, sammen med værten og hans kone Rana, samt døtrene Malalai på 14 og Durkhani på 11 år. Datteren Khatera på 6 og sønnen Yousuf på 4 år holder sig diskret i baggrunden.
Malalai og Durkhani, som lærte tilstrækkeligt dansk til at blive integreret i almindelige klasser i løbet af kun et halvt års tid, hvilket er meget imponerende, går nu i henholdsvis 8. og 5. klasse på Ulvkærskolen, mens Khatera netop er startet i børnehaveklassen samme sted og Yousuf går i børnehave.
Det yngste skud på stammen, for nu at blive i det botaniske billedsprog, som Rafiullah ynder at bruge, er datteren Husna, som blev født i Danmark den 10 august i år.
Under vores samtale sidder familiens ældste datter Malalai med den lille i armene.
Pigebarnet med den mørke hårpragt ligger lysvågen, men stille og trygt i storesøsterens favn. Barnet kigger opmærksomt op mod loftslampen i den hyggeligt møblerede stue, hvor et vægtæppe med et umiskendeligt muslimsk motiv hænger på væggen.
Var det ikke for dette smukt vævede tæppe, ville en ukendt gæst ikke have fundet nogen anledning til at beskrive familien som muslimsk. Til daglig går voksne og børn klædt, som enhver anden dansk familie.
Under vores samtale, som den første gang foregår ved hjælp af en tolk, der kommer fra Iran og derfor taler farsi eller persisk, som familien Musleh også mestrer og forstår, fortæller Rana stolt om sin uddannelse som bygningsingeniør.
Før tiden med mujahedin og taleban oplevede de afghanske kvinder en frigørelse, der i vidt omfang betød ligestilling med mændene. Nogenlunde som i den vestlige verden.
Som underviser oplevede Rana på et tidspunkt, hvordan en gruppe mujahediner under indtagelsen af Kabul kom brasende ind på den skole, hvor hun underviste.
De ophidsede krigere raserede i lighed med alle andre steder, hvor de kom frem, skolen totalt og aldeles. Alt blev ødelagt og alle billeder revet ned og trampet i stykker.
Tilbage på væggene var overraskende nok kun tre store og helt uskadte fotografier af Marx, Engells og Lenin, som soldaterne ikke havde rørt.
De tre herrer på billederne havde åbenbart i kraft af deres skægpryd lignet islamiske mullaher så tilpas meget, at mujahedinerne ikke turde røre dem, fortæller Rana muntert, mens Rafiullah og vi andre morer os over optrinnet.
Det afslørede tydeligvis de historieløse mujahedinere som ganske uvidende om deres verdslige fjenders ideologiske forbilleder.
Mens Rafiullah skiftevis går på sprogskole i Hjørring og arbejder på skolebiblioteket ved Ulvkærskolen, går Rana under sin barselsorlov rundt og håber på en stilling som lærer eller underviser. Måske på en teknisk skole, hvilket hendes kvalifikationer sagtens burde række til.
I hjemmet har begge de to store piger forskellige huslige pligter. Malalai laver til daglig aftensmaden og får kun hjælp af Rana, hvis der kommer gæster, mens Durkhani står for rengøringen i det hyggelige lille hjem.
Et helt kapitel for sig fortjener faktisk Ranas far, som hedder Mohammed Anwar Numyalai. Udover Rana har han fire døtre, som nu er bosat i Pakistan, Canada, Rusland og Afghanistan.
I hjemlandet var Numyalai, hvad der vel svarer til lektor i Danmark og desuden oversætter af klassisk litteratur til Pashto.
Som verdsligt indstillet intellektuel måtte han således også flygte allerede kort efter mujahedinernes magtovertagelse.
Da familien Musleh kom til Danmark, lykkedes det dog lykkeligvis Numyalai at komme hertil efter knap ti års illegalt eksil i Rusland.
Desværre havnede han i Skørping syd for Limfjorden, hvilket familien forståeligt nok fandt noget upraktisk, så efter lidt tovtrækkeri med myndighederne fik de ham endelig til Hirtshals, hvor han nu bor i en lejlighed i Margretheparken.
Numyalai møder jeg under mit andet besøg hos familien Musleh i slutningen af oktober måned, hvor min kone Hanne og jeg er inviteret til spisning ved et overdådigt dækket bord med adskillige velsmagende retter.
Med os har vi taget vores kun fire uger gamle datter Victoria.
Straks ved mødet med Numyalai, som sammen med Rana og Rafiullah byder hjerteligt velkommen ved vores ankomst, falder jeg for hans åbenhed og frisind, som udtrykkes på et ordrigt engelsk.
Ikke mindst Numyalais syn på den store litteraturs kvaliteter klinger klogt i en vesterlændings ører.
Numyalai har blandt andet oversat de første to bind af det store litterære mesterværk Tusind og én nats eventyr fra russisk og arabisk til pashto.
Vel at mærke med en fantastisk smuk håndskrift.
Det første bind blev oversat og udgivet under eksilet i Rusland i 1999, mens andet bind er skrevet i Hirtshals, men desværre endnu ikke offentliggjort.
Det er meget kort fortalt historien om den dødsdømte dronning Scheherazade, som hver nat fortæller et eventyr.
Ved daggry afbryder hun imidlertid fortællingen, hvorefter hun får henstand til næste nat. Efter tusind og én nat lykkes det hende så at få dødsdommen hævet.
Fortællingen har med andre ord sat Scheherazade fri.
Da talen falder på dette værk, fremhæver Numyalai derfor også igen og igen det billedrige sprogs muligheder for at frigøre mennesker.
I det lys forstår man såmænd udmærket mujahedinernes velbegrundede frygt for, at folk som Numyalai ville kunne have givet den brede afghanske befolkning smag for frihed og håb om demokrati.
Som frihedens fortalere er den slags intellektuelle altid blandt de første ofre for enhver despots overgreb.
I aftenens løb bliver det til en lang samtale om tilværelsen i almindelighed og situationen i Afghanistan i særdeleshed.
Hverken Rafiullah eller hans svigerfar giver et stabilt demokrati i overskuelig fremtid store chancer.
Alt for mange af mujahedinernes fundamentalistiske folk sidder fortsat som magtfulde borgmestre rundt omkring i de små lokalsamfund.
Problemet er ifølge Numyalai, der flere gange fortørnet omtaler undertrykkelsen af de muslimske kvinder som et af de største problemer, at alt for mange afghanere frygter, at indførelse af demokrati står i et modsætningsforhold til islam.
Altså hele den komplekse problematik omkring nødvendigheden af en sekularisering af islam, som også foregår så intenst og polariseret i Vesten, hvor muslimerne alt for ofte over en bred kam fremstilles som fjender af demokrati og menneskerettigheder.
Familien Musleh ser ikke desto mindre ud til at trives med deres nye tilværelse i Danmark.
Børnene er glade og de voksne har mange venner. Både blandt danskere og flygtninge fra mange andre lande. Dem møder de blandt andet i Den Tværkulturelle Venskabsforening.
Forhåbentlig kan familien Muslehs stilfærdige tilværelse i Danmark derfor være med til at give et mere nuanceret billede af herboende muslimer.
Drømmen om fred i hjemlandet har familien fortsat.
Link til alle udgivne artikler i serien: Forglemmigej
