»Tanna« bliver sæsonens sidste film i Lønstrup Café Bio

»Tanna« er den første spillefilm udelukkende optaget i Stillehavsøstaten Vanuatu og er en historie om forbudt kærlighed efter ældgammel tradition.

Den er baseret på en autentisk historie, der ændrede, hvordan det indfødte stammefolk organiserer deres samfund, sådan at ægteskaber nu også kan indgås af kærlighed på de elskendes initiativ – og ikke kun som en måde for stammens ældste at bilægge en strid. Hvad, der virker særligt magisk ved filmen, er, udover de smukke omgivelser og svimlende kameraplaceringer, måden, den har den ene fod i den oprindelige befolknings tidløse mentalitet og den anden i den moderne verden.

Den smukke teenager Wawa og hendes søster Selin bruger det meste af tiden på at lege i skovens idyl med deres jævnaldrende i Yakel-stammen, men voksenlivets skyggesider begynder at trænge sig på.

Deres bedstefar, stammens åndemaner, fører Selin frem for at møde vulkanen i en visuelt spektakulær sekvens. Selin bliver lamslået af den iltre gud og kan høre vulkanen tale til hende, hvilket antyder en spirituel sensitivitet, hun har arvet fra sin bedstefar.

Sideløbende med pigernes historie ulmer en krig med nabostammen Imedinerne. De mener, at åndemaneren har forbandet deres afgrøder, så deres høst er slået fejl. Derfor følger de ubemærket efter ham, gemt i buskadset, indtil de pludselig springer frem og angriber ham med køller.

Overfaldet øger fjendskabet mellem de to stammer, og for at skabe fred må Yakel-stammen gifte Wawa bort til Imedinerne. Men hun og Dawn, høvdingens søn, er allerede blevet dybt forelsket. De unge elskende sætter deres lidenskab over samfundets behov og stikker af sammen, fast besluttet på at udleve deres kærlighed alene i skoven.

Naturfolket dyrker deres traditionelle åndetro, vel vidende at deres tilgang til verden trues af kolonialisme, kristne missionærer og det moderne livs goder, der risikerer at lokke stammernes yngste medlemmer bort.
Bare fordi unge altid er blevet giftet bort i arrangerede ægteskaber, skal de så blive ved med det?

Er der ingen plads til kærlighed i dette samfund? Kan man finde et kompromis, der skaber balancere mellem den enkelte og resten af stammen?

“Regnskoven ser […] virkelig godt ud, og til overflod indeholder øen en aktiv vulkan, hvis spektakulære, røde gnistregn fuldt forståeligt udnyttes igen og igen og igen. Det er så ægte og rent og autentisk, at det hviner i øjnene.” (Lars Bukdahl).