Af Niels Skipper
Drømmen fik luft under vingerne i Johannesburg.
Fast grund under fødderne fik den i Kastrup Lufthavn.
Det er drømmen om Danmark.
I den danske hovedstads lufthavn stod nemlig drengene James og Odins far Jørn Olsen og ventede på dem.
Drengene havde indtil da kun hørt faren fortælle om Danmark. De havde aldrig selv været der.
Det skulle lige være i de drømme, som drenge i den alder hengiver sig til om dagen og overgiver sig til om natten.
”Vi tænkte meget på, hvordan der var i Danmark,” fortæller James, mens Odin nikker.
Ordene falder allerede en af de første gange, vi taler sammen i et frikvarter på Ulvkærskolen i Emmersbæk, hvor brødrene nu går i modtageklassen.
Lad os imidlertid først rette blikket mod landet i syd, hvor historien her tager sin begyndelse.
Mozambiques lavtliggende sletter i det sydøstlige Afrika flader ud mod det Indiske Ocean. Længere inde i landet hæver de sig op til egentlige højsletter.
Klimaet er varmt og forholdsvis tørt, men landet gennemskæres af flere floder. To af de største er Zambesi i den centrale del af landet og Limpopo i syd.
Landets befolkning på 18 millioner borgere, som løsrev sig fra kolonimagten Portugal i 1975, består af adskillige etniske grupper, der for de flestes vedkommende udspringer af bantufolket.
Befolkningen er overvejende kristen og muslimsk, men også med stærke islæt af oprindelige afrikanske religioner.
I dette multietniske samfund tales der derfor både portugisisk og flere bantusprog, hvoraf de mest udbredte er swahili og macuolomne.
Efter en lang og blodig borgerkrig efter selvstændigheden blev der i 1992 indgået en fredsaftale, som skabte forudsætningerne for en ny og bedre udvikling.
Allerede før fredsaftalen var en reformproces i den offentlige sektor sat i værk, ligesom det private erhvervsliv blev styrket med henblik på at få gang i markedsøkonomien.
Det er imidlertid alt sammen tørre fakta, som ikke bør bortlede læserens opmærksomhed fra de to brødres drømme om Danmark.
Drømmene lettede altså i august 2002 med et rutefly fra Johannesburg med kurs mod Paris.
Ombord i flyet var ovennævnte Odin og James i selskab med deres mor Joyce Frechat Olsen, som i Mozambique havde arbejdet for FN.
”Inden flyveturen havde vi kørt længe, længe i en stor bus. Vi kørte fra Maputo i Mozambique hele vejen til Johannesburg i Sydafrika.”
”Der var toilet i bussen,” tilføjer Odin.
Odin i gymnastiksalen på Ulvkærskolen.
”I Johannesburg sov vi en nat på hotel, før vi næste aften fløj til Paris,” siger James.
”Det var en meget lang flyvetur, som tog seks timer.”
I Kastrup Lufthavn tog faren Jørn Olsen, som allerede nævnt, imod dem med åbne arme, før den genforenede familie steg på toget til Vendsyssel.
”Da vi kom til Hjørring og skulle skifte tog til Hirtshals, spurgte jeg far, hvad klokken var,” fortæller James med et smil på læberne.
James i modtageklassen på Ulvkærskolen.
”Jeg troede, at den var fire om eftermiddagen eller sådan noget, men far sagde, at klokken var ti om aftenen.”
”Det kunne jeg altså ikke forstå, men far forklarede os, at tiden i Danmark er en anden end i Mozambique.”
”Der var så lyst om aftenen,” føjer Odin til.
Odin og James, som i skrivende stund er henholdsvis 10 og 12 år, blev født i byen Beira.
Efter nogle år flyttede de til Maputo, hvor Joyces familie boede.
Faren Jørn arbejdede i lange perioder i den nordlige del af landet og rundt omkring i Afrika.
”Far lærte folk i Mozambique at fiske,” forklarer James.
Når fritiden tillod det, rejste Jørn Olsen den ofte lange vej hjem til familien.
Her passede børnene deres skolegang.
”I Mozambique var det farligt at gå i skole,” fortæller James den undrende tilhører.
”Der var så mange biler, som kørte hurtigt på vejene,” forklarer han videre.
Brødrenes skolegang i Mozambique indebar først og fremmest undervisning i portugisisk, der stadigvæk er landets hovedsprog.
Senere i skoleforløbet tillige traditionelle fag som matematik, geografi, historie og biologi.
”Efter skoletid legede vi meget,” siger Odin.
”Vi legede banana, som det hedder på portugisisk,” indskyder James og gætter på, at det vist på dansk kaldes gemmeleg.
”Ja, og andre gange zoto, som er en slags fangeleg,” fortsætter Odin.
De to brødre understreger et par gange under vores snak, som forløber over flere lange frikvarterer og i fritiden lige efter skoletid, at både piger og drenge leger sammen i Mozambique.
”Alle kan lide at lege de samme lege, men ikke med dukker,” erklærer James og griner.
”Det gider drenge ikke!”
”Jeg hjalp også min mors søster Ana med at rette opgaver, for hun er professor,” forklarer den ældste af brødrene videre.
Joyce har også tre andre søstre.
Det er Cita, der arbejder ved fjernsynsstationen Miramar, lægen Gina, som er på en fødeafdeling, samt Tilde, der arbejder på fabrik.
En fjerde søster ved navn Ivelize er død.
”Mor har også fire brødre,” tilføjer Odin.
Det er Rozario, som er ordstyrer i parlamentet i Mozambique, bygningsingeniøren Ricardo, den arbejdsløse Ico og endelig Alexandre, som er chef.
Brødrene viser med en beundrende gestus et billede af den velklædte Alexandre, som har en fantastisk flot Mercedes.
”Han har flere biler,” siger Odin.
”Bedstemor og Ico flyttede til Portugal, hvor Alexandre er chef i et firma,” uddyber James.
”Det gjorde de sidste år.”
Med bedstemor mener han mormoren, som for mange år siden blev invalideret, da et tog blev sprængt i luften og væltede ned over mange mennesker.
Mormoren fik sit ene ben i klemme under toget.
”Dengang var der krig mellem tilhængerne af Frelimo og Renamo,” siger James og forklarer, at det er navnene på to af landets store partier.
”Da mor var lille…” begynder Odin, men famler så længe efter ordene, at storebror bryder ind og fortsætter:
”Da mor var lille og der var krig, boede familien i Marameo.”
”Bedstefar er død,” konstaterer han kort.
Nu bor brødrene så med mor og far i et hus med have på Ringvejen i Hirtshals.
”Da far tog tilbage til Danmark, havde han ikke noget hus,” fortæller James, ”men så købte han det, hvor vi nu bor.”
”Jeg har to kaniner ude i haven,” siger Odin stolt, ”men de er store og vilde.”
”Mine tre kaniner er små og søde,” tilføjer James.
”De får gulerødder og majs…”
”Og brød,” indskyder Odin.
”Ja, det får vi af Kajs kone, som bager det selv.”
Kaj er Jørn Olsens bror, fremgår det af snakken.
De to brødre cykler hver dag fra Ringvejen i Emmersbæk op til Ulvkærskolen på Kærvejen.
”Her er det ikke så farligt at cykle som i Maputo,” konstaterer James tilfreds.
I skolens modtageklasse har brødrene dansk, engelsk, matematik, orientering og musik, mens de i fagene idræt og sløjd er ved at blive integreret i en 3. og 5. klasse.
”Det er sjovt,” siger Odin.
”I sløjd har jeg lavet et fuglebræt med tag over,” siger James og holder en eftertænksom pause, før han fortsætter:
”Det var svært at starte i skolen. Vi kendte slet ingen!”
”Nu er det bedre,” tilføjer Odin med et stort smil.
Begge brødre griner og kigger drømmende ud ad vinduet i klasselokalet.
Der er meget langt fra det sydlige Afrika til Norden.
Drømmen fik dog luft under vingerne.
Den lever nu videre i Hirtshals.
Drømmen om Danmark.
Link til forordet af Ole Albæk: Gensyn med Forglemmigej
Hvis nogen har kendskab til, hvor Odin og James er i dag og måske kender dem, må de meget gerne opfordre drengene til at kontakte FlaskePosten. De kan skrive direkte til: niels@flaskeposten.nu
Foto: Privat og forfatteren.
