Det kan være svært ikke at glippe med øjnene, når en af naturens mest fantastiske skabninger med et vingefang på over to meter pludselig lander i nærheden af sin behandskede kollega, men det var lige nøjagtigt det, der skete en kold eftermiddag i februar ved Ørnereservatet.
– Hey, hey, råber nordjyske Julie ud over området ved Simon Skrivers klit, og i det fjerne kommer der hurtigt en af de store havørnehanner til syne – med kurs direkte mod træningsområdet. Farten er angiveligt omkring de 120 km/t. Så det er med, at tænke ekstra hurtigt og holde godt øje. Især når man tænker på, at havørnen ser op til 10 gange bedre end et menneske, ifølge den seneste forskning.
For at gøre det ekstra vildt mener kompetente ornitologer, at en havørn kan se en anden artsfælle næsten hundrede kilometer væk. Det vil sige, hvis en havørn stiger op her mellem Tvertsed og Skagen, kan den nemt se, hvad der sker i Göteborg i Sverige. Havørnens øje er altså enestående i dyreriget.
Så indtræffer det særlige øjeblik; havørnen lander ved Julie – og det er en af de første gange. Det er en slags jomfrusejlads, der er i gang; begge parter skal se hinanden an og fornemme opmærksomheden. Havørnen regner som en selvfølge med, at det er den, der er i centrum for begivenhederne. Ellers kan den uopmærksomme træner godt risikere at få kontant afregning. Havørnene har deres egen dagsorden; det kan intet ændre på. Det er den måde, der trænes på.
Tilbage på pladsen ved Ørnereservatets sø i det frosne græs står Julie og ser stolt ud.
– Det gik godt, og der er opstået en god fortrolighed mellem Julie og Floke. Jeg tror, de er blevet gode venner, siger Peter Frank Wenzel.
Næste gang bliver det lidt større. Det er hunnerne der skal trænes – og de er mere voldsomme. Det bliver spændende og nok også lærerigt, især for os mennesker, som kun kan beundre havørnen for dens elegance og yndefuldhed, når man ser den svæve højt oppe over skyerne.
