
Folkeskolen er helt konkret børnenes, forældrenes, medarbejdernes og alle andre borgeres skole, understreges det i SkoleCenter Hirtshals. Skolebestyrelsen arbejder naturligvis inden for nogle nationale og kommunale rammer. Men skolens eget politiske udvalg, nemlig Skolebestyrelsen, er i høj grad med til at sætte retning og rammer for, hvordan der skal drives folkeskole, understreger bestyrelsesformand Lise Rønn og med hende også de andre i bestyrelsen hos SkoleCenter Hirtshals.
I indeværende skoleår arbejder skolebestyrelsen på SkoleCenter Hirtshals derfor med den tanke på en anden måde, end de plejer. Gennem året kommer skolebestyrelsen eksempelvis fem gange på besøg hos medarbejderne og får på den måde besøgt alle medarbejderteams på alle matrikler og alle alderstrin. På disse besøg drøftes der hver gang et nyt tema, som kommer til at danne grundlag for skolebestyrelsens arbejde med de principper, der sætter rammerne for skolens dagligdag og udvikling.
Denne meget demokratiske indstilling til det at drive skole vil vi på den lokale webavis i den kommende tid forsøge at udfolde med afsæt i flere artikler.
Foto: SkoleCenter Hirtshals.





















































