
Vendsyssel Håndbold skulle langt hen i en uskøn kamp, som klubben selv beskriver den, før spillere og træner troede på, at det skulle blive til en sejr i søndagens hjemmeopgør mod Virum.
I første halvleg lavede de et utal af fejl, som gør at Virum kommer foran, og med 2 minutter igen af 1. halvleg førte Virum med 4, men en slutspurt gjorde, at pigerne fik scoret 2 mål og gik således til pause bagud 12-14.
I anden halvleg fik de bedre styr på spillet, således at fejlene blev mindre, samtidig kom der mere tålmodighed i deres angrebsspil, som var med til at få dem tilbage i opgøret. Efter 33 minutter havde de indhentet det tabte, og stillingen var 15-15.
Virum er imildertid et hold, som har en fantastisk indstilling og giver aldrig op. Selvom Vendsyssel Håndbold kom foran med et par mål, fik Virum hentet det ind og kom igen foran med 2 mål efter 41 minutter.
Fra det tidspunkt var der høj moral og god disciplin hos hjemmeholdet, som var med til, at spillerne kæmpede sig tilbage, og efter de kom foran igen, så øgede de kun føringen.
Kampens fighter, som kåres af publikum, blev Lykke Frihauge, som især i 2. halvleg viste stor vilje og masser af fight. Kampens topscorer blev Anna Lillesø med 11 mål.
Bestyrelsesformand Jens Lund Madsen takkede efter kampen for støtten fra Vendsyssel Håndbold FanklubSupport.
– Vi er glade for at hjælpe som nr. 8, replicerede Torben Holm Jensen fra Vendsyssel Håndbold FanklubSupport.
Næste hjemmekamp for Vendsyssel Håndbold er den 19. marts i Hirtshals Idrætscenter. Det bliver stort!
Kilde: Vendsyssel Håndbold.





















































