Den nye undervisningsminister Merete Riisager har i denne måned søsat en undersøgelse af børns fritidsliv, da hun er bekymret for kvaliteten i fritidsinstitutionerne efter skolereformen, skriver TV2 Nord.
Det er åbenbart også med god grund, idet nye tal fra Danmarks Statistik nemlig viser, at landets kommuner over en bred kam sparer massivt på klubber og skolefritidsordninger.
Danmarks Statistik har i januar offentliggjort de endelige kommunale budgettal for 2017, og samlet set sparer kommunerne 493 millioner kroner på skole- og fritidsområdet.
Helt præcist 199 millioner kroner på skoleområdet og 294 millioner kroner på fritidsområdet.
– Det er voldsomme tal, som den nye undervisningsminister må tage meget alvorligt. Der sker en systematisk udhuling af kvaliteten i fritidsinstitutionerne, advarer BUPL-formand Elisa Bergmann.
Kilde: TV2 Nord.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den politik på landsplan og de lokalpolitikere i Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.