Allerede ved middagstid stillede Hirtshals Redningsstation med tre mand til DM i Rejepilning. Vinderen blev med 33 pillede rejer Henrik Ledet.
Dommerpanelet ved kåringen af Årets Bjesk bestod på forhånd af tidligere plantør Torben Stæhr fra Tornby, skovløber Karsten Birkebæk fra Uggerby og direktør Lars Kragelund, men blev blandt publikum suppleret af Mona Haugaard.
Efter at have smagt på de gyldne dråber fra de fire deltagende holds flasker, fandt et enigt dommerpanel ret hurtigt frem til, at vinderen måtte blive den bjesk, som var kreeret af holdet bag Fiskekrogen. På holdets vegne modtog Herdis Haugaard æren og klapsalverne for Årets Bjesk.
– Vi sad og holdt meget øje med dommernes ansigter, fordi man måske kunne se på dem, hvad de syntes om smagen, men det var svært, fortalte en glad og positivt overrasket Herdis Haugaard til FlaskePosten. Hun oplyste videre, at bjesken var lavet på klitrose, lyng og porse.
Knap så hurtigt gik det, da Årets Fiskeret skulle findes af et dommerpanel bestående af den kendte kok Michael Miv Pedersen, Conni Eriksen fra Hirtshals Vandrerhjem, fisker Ole Nielsen, som også er formand for støtteforeningen HG 159 Johs. Hejlesen og Tor Ove Sørlie, der er chef for Color Line Centralkøkken.
Efter at have duftet til og smagt på retterne fra Hotel Hirtshals, Restaurant Lilleheden og Montra Skaga måtte dommerne faktisk for en stund gå ud af teltet for at votere videre.
Vinderen endte dog med at blive Montra Skaga. Begrundelsen var kort og godt den bedste tilberedning af kulmulen. Altså en afgørelse på marginaler.
Mens de sidste konkurrencer løb af stabelen, hørtes god irsk folkemusik fra pladsen foran Hirtshals Kro.