Den første modstander i anden runde for BTI var Jerslev, som de har haft et godt tag på. Kampen søndag endete dog 3-3, hvorefter kampen skulle afgøres i Golden Sæt.
– Her bliver Heidi og Christoffer sendt i kamp, og de kæmper godt, men ender med at tabe 21-13, og dermed taber vi 4-3 til Jerslev, fortæller holdleder Teddy Borrisholt Sørensen fra BTI Badminton.
Med kun 1 point på kontoen var kravet derfor en sejr over Frederikshavn, som ligger nr. 1 i puljen.
– Vi starter flot og kommer på 3-1, men herefter taber vi to meget tætte singler, og så ender kampen 3-3, og igen må Golden Sæt tages i brug for at finde en vinder. Her bliver Marcus og Christoffer sendt i kamp, og de er foran hele vejen til 20-16, hvor de blot mangler et sølle point, fortæller Teddy Borrisholt Sørensen.
– Det minder om OL finalen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, som ikke kunne lukke kampen og ender med at se sig overhalet til sidst, og vi taber dermed 22-20, og holdkampen 4-3, noterer Teddy Borrisholt Søresnsen.
– Øv, øv, øv, men fighten kan ingen tage fra os. Marginalerne var bestemt ikke med os i dag. Alligevel synes holdlederen, at de havde fortjent noget at drikke og noget chokolade til at fylde depoterne op med igen, lyder det fra Teddy Borrisholt Sørensen.
Der er kun en spillerunde tilbage hjemme i Tannisbugthallen i marts måned, og her bliver alt afgjort, da BTI skal møde nr. 1 og 2 , og med fuld point i begge kampe er 1. pladsen måske lige akkurat indenfor rækkevidde.