Af Michael Vajhøj
Byrådsmedlem
Spidskandidat
Liberal Alliance
De næste par måneder skal vi have en debat om bopælspligten i Tversted, og forhåbenligt have en afklaring om fremtidens muligheder – og lad mig sige det meget klart: Jeg synes bopælspligten skal ophæves.
Det er trods alt folks egen bolig, og jeg synes simpelthen ikke at politikere skal blande sig i hvad de gør med deres egen bolig.
Udviklingen…
Bopælspligten blev indført i 2007, og siden da er befolkningstallet i Tversted faldet med over 10%. Den seneste analyse af den fremtidige udvikling siger, at der over de næste 10 år vil være et yderligere fald på 5-6% – den analyse er lavet før skolen lukkede, så det er ikke derfor…
- Vil en ophævelse af bopælspligten vende udviklingen?
- Vil det være positivt for Tversted?
Hånden på hjertet; det ved jeg ikke.
Fra bopælspligt til bopælslyst…
Fremtiden kan vi ikke sige noget klokkefast om, for der findes eksempler på byer, hvor en fjernelse af bopælspligten har været positiv, og der findes byer, hvor der ikke efterfølgende har været en ligeså positiv udvikling. Én ting er dog sikkert:
Jeg har ikke kunnet finde ét sted, hvor en fastholdelse af bopælspligten har været en vækstgenerator. Den slags er alle steder kommet af aktive medborgere og ildsjæle.
Dem er der heldigvis mange af i Tversted og omegn, og der er mange gode eksempler på, hvordan deres initiativer og arbejde er med til at mange borgere og gæster ser Tversted som noget unikt. Dét skaber en attraktiv by for både turister og borgere.
Folks eget hus – folks eget valg…
I det hele taget, synes jeg som sagt, at politikere skal lade være med at blande sig i, hvad folk gør med deres eget hus.
- Hvis de ønsker at bo i deres eget hus hele året rundt: Fint…
- Hvis de ønsker at bo i deres eget hus en del af året: Fint…
- Hvis de ønsker at leje deres eget hus ud permanent: Fint…
- Hvis de ønsker at leje deres eget hus ud som feriebolig: Fint…
Bopælspligten skal i mine øjne fjernes, og kunne vi i samme ombæring få godkendt, at boliger også måtte sælges til udlændinge, så ville det være helt perfekt – men der skal vi have fat i Folketinget.
Heldigvis skal jeg bruge weekenden sammen med min gode veninde, Christina Egelund, og et par af de andre derovre fra – så den opgave får de med “hjem”… ?
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.