Venstrefløjen vil lade alle betale kystsikring

Danskerne skal i fællesskab betale for kystsikring, så huse i for eksempel Kjul og Nørlev ikke skyller i havet efter stormvejr, lyder meldingen fra en samlet rød blok på Christiansborg.

8

Enhedslisten og Alternativet foreslår en fond med 400 millioner kroner om året til den fælles kystsikring. Det er også ved at være sidste udkald for de berørte beboere i Lild Strand.

– Før stormen mellem jul og nytår var der 5-6 meter mere af grunden, end der er nu, forklarer Else Dam om sin grund, der blev hårdt ramt under stormen Urd.

To huse længere væk var beboerne ikke så heldige. Her åd Urd 2. juledag halvdelen af stuen, som nu er under genopbygning.

– Vi frygter selvfølgelig for vores eget hus, men også for hele byen med de 40 fastboende og mange trofaste turister, fortsætter Else Dam bekymret.

I øjeblikket er hver enkelt kommune selv ansvarlig for kystsikring. Det ansvar vil Alternativet og Enhedslisten nu placere på alle danskeres skuldre.

– Vi mener ikke, at den økonomiske byrde skal hvile på den enkelte kommune eller de borgere, der bor tæt på kysten. Der skal være et fælles nationalt ansvar, og derfor vil vi have et kystråd og en kystfond, og i den vil vi skaffe 400 millioner fra forsikringsskaderne, siger Jakob Sølvhøj, valgt i Vestjyllands Storkreds for Enhedslisten.

Forslaget vil koste en dansk gennemsnitsfamilie mellem 200 og 400 kroner ekstra i afgift om året. Pengene skal betales som afgift via den ansvarsforsikring, man allerede har i husstanden. Både De Radikale, SF og Socialdemokratiet er positive over for idéen.

– Vi kan diskutere, hvordan pengene skal komme ind i fonden, men det kunne godt være over forsikringssummen, og så er spørgsmålet selvfølgelig, hvor mange penge der skal  findes, og der må vi afvente og se, hvordan man prioriterer indsatserne rundt omkring i landet, siger Simon Kollerup, medlem af miljø- og fødevareudvalget for Socialdemokratiet.

I Thisted Kommune hilser borgmesteren forslaget om et fælles nationalt ansvar for kystsikring velkommen.

– Det kan ikke nytte noget, at vi finder forskellige løsninger, hvor vi et sted ligger sten ud, et andet sted halmballer, mens der et tredje sted er en hård sikring. Vi er nødt til at se kystlinjen under ét, siger Venstre-borgmester Lene Kjelgaard Jensen.

Tilbage i begyndelsen af 1980’erne etablerede en række kommuner – heriblandt Thisted – sammen med amtet og staten i fællesskab omfattende sikring på Vestkysten. Blandt andet med beton ved Lild Strand, men kystsikringen stopper 25 meter fra Else Dams hus.

– Det kunne være dejligt, hvis det blev forlænget sådan, at hele strækningen her med de huse, der er tilbage, også blev sikret, og at hele byen blev sikret, siger Else Dam.

Forslaget om kystrådet og den tilhørende fond var onsdag til debat i folketingssalen. Dansk Folkeparti mener, at løsningen er for bureaukratisk, mens regeringen kommer med sit eget udspil senere på året.

Kilde: TV2/Nord og TV Midtvest.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments