
Når et idrætsanlæg anvendes til flere sportsgrene, bør scoringstavlen selvfølgelig kunne bruges til så mange af dem som muligt.
Derfor var det også en meget glad Rasmus Jespersen, som torsdag ved middagstid i Hirtshals Idrætscenter af præsident Preben Christensen officielt fik overdraget den måltavle, som er sponsoreret af lokalafdelingen i Rotary.
Den flotte og topmoderne måltavle, som allerede i et stykke tid har gjort nytte og spredt glæde hos brugerne, kan løbende opdateres digitalt, efterhånden som reglerne i de aktuelle sportsgrene ændres.
– Vi har samlet de 15.000 kr. ind lokalt, hvorefter Rotary International har matchet med det resterende beløb op til de 30.000, som tavlen koster, fortalte efter overrækkelsen Preben Christensen.
Den glade giver lod samtidig forstå, at det hverken var første eller sidste gang, at den lokale afdeling vil hjælpe med bidrag til gode formål.





















































