Hjørring Kommune har på baggrund af en VVM-screening vurderet, at projektet med etablering af naturgasledning til LBNG-anlæg på Hirtshals Havn ikke vil påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke er VVM-pligtigt.
Afgørelsen er truffet efter VVM-bekendtgørelsens § 3. stk. 3. Begrundelsen for screeningsafgørelsen kan ses herunder og i vedlagte screeningsskema.
Baggrund
Det er HMN GasNet P/S ønske, at etablere et Ledningstracé på matrikel 13 bx og 123 a Horne By samt i Willemoesvej. Ledningen er en gasledning fra det eksisterende F-net596 til et nyt LBNG-anlæg på Hirtshals Havn.
Placeringen fremgår af bilag 1.Ledningen er en fordelingsledning drevet ved 50 bar og er derfor ikke omfattet af punkt 16 c i bilag 1 i VVM-bekendtgørelsen. Da der er tale om en nedgravet ledning, vil der kun i anlægsfasen være påvirkning af arealerne og omgivelserne. Dog vil der fremadrettet være nogle begrænsninger af hvad der må ske, i et 10 meter bælte omkring ledningens midte.
Dette fremgår af bilag 2 om servitutteksten for naturgasfordelingsledningen. Aktiviteterne i anlægsfasen kan resultere i mindre støj- og støvgener, i forbindelse med gravearbejdet. Det vurderes dog ikke, at være væsentlige gener, netop fordi der er tale om et midlertidigt anlægsprojekt.
Konklusion
Ud fra ovennævnte vurderer Hjørring Kommune, at etableringen af fordelingsledningen ikke vil få væsentlig indvirkning på det omgivende miljø og dermed ikke udløser udarbejdelse af et kommuneplantillæg med VVM-redegørelse.
Der er lagt vægt på, at der hvor ledningen bliver lagt ned kun kortvarigt bliver berørt af evt. mindre støv- og støjgener. Samtidigt er der lagt vægt på, at når ledningen er lagt, vil det ikke have nogen påvirkning af det omgivne miljø.
Øvrige bemærkninger
Screeningsafgørelsen er ikke en tilladelse og er derfor ikke direkte omfattet af planlovens2 bestemmelse om at en tilladelse der ikke er udnyttet inden 3 år bortfalder, jf. § 56, stk. 1. Det antages dog, at afgørelsen falder bort, hvis den ikke udnyttes indenfor en rimelig tid, jf. princippet i § 56, stk. 1.
Hvis projektet ændres, er I forpligtede til at anmelde den påtænkte ændring jf. bekendtgørelsens § 2 med henblik på at få afgjort om ændringen udløser VVM-pligt.
Klagevejledning
Afgørelsen kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål af enhver med retlig interesse i sagens udfald samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen jf. planlovens §§ 58 og 59.
Klagen skal indsendes til Natur- og Miljøklagenævnet via Klageportalen, som der findes et link til på forsiden af www.nmkn.dk. Klagen skal være modtaget senest den 20. februar 2017 kl. 23.59. Natur- og Miljøklagenævnet opkræver et gebyr på 500 kroner. Natur- og Miljøklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen.
En rettidig klage over afgørelsen har ikke opsættende virkning, men udnyttelse af afgørelsen sker på eget ansvar, da Natur- og Miljøklagenævnet kan ændre afgørelsen. Der gøres endvidere opmærksom på, at etablering af anlægget ikke må igangsættes, før plangrundlag, miljøgodkendelse, byggetilladelse eller eventuelle andre nødvendige tilladelser er indhentet og tilvejebragt.
Kommunens afgørelse kan indbringes for domstolene. En retssag skal være anlagt inden 6 måneder fra den dag, afgørelsen er offentliggjort.