Den samlede merudgift til vederlag – det vil sige løn – til borgmesteren samt de politikere, der har fremtrædende udvalgsposter kommer til at udgøre en million kroner i år sammenlignet med sidste år, hvis Hjørring Byråd næste uge vedtager den nye bekendtgørelse på området, som økonomi- og indenrigsministeriet har udstedt.
Vederlaget – eller lønnen – til borgmester Arne Boelt (Soc.Dem.) stiger med 31.4 procent og havner dermed lige under en million kroner om året. Begrundelsen for, at borgmesterens vederlag stiger så forholdsvis meget er, at vederlaget ikke er fulgt med lønudviklingen på det kommunale og regionale arbejdsmarked.
Men formændene for fritids- kultur og bosætningsudvalget samt skole- og uddannelsesudvalget stiger endnu mere, nemlig 33 pct. I kroner betyder det 77.736 mere om året i vederlag, og de to formænd når op på en årsindtægt på 325.296 kroner for at stå i spidsen for de to politiske udvalg. De to poster er samtidig de højest betalte – med undtagelse af borgmesterens, og det er samtidig mere end tre gange så meget, som første viceborgmesteren får som vederlag for at passe sin post.
– Det er helt efter bogen, mener jeg, for lønningerne er slet ikke fulgt med i mange år. Selvfølgelig kan det godt virke som en stor stigning, når den kommer på en gang, men det er altså ikke en særlig høj timeløn, man får, hvis man regner det ud på den måde i forhold til hvor meget arbejde, der er i det, siger Daniel Rugholm (Kons.), første viceborgmester og tidligere formand for skole- og uddannelsesudvalget.
Vederlagene til udvalgsmedlemmer og formænd er fastsat som en procentdel af borgmesterens vederlag, og derfor vil stigningen på borgmestervederlaget få en afsmittende virkning på de øvrige vederlag.
Byrådet i Hjørring skal onsdag tage stilling til forhøjelserne af de såkaldte vederlag, og umiddelbart tegner der sig et flertal for, at de lokale politikere kan se frem til at få flere penge for arbejdet allerede i indeværende år.
Kilde: TV2/Nord.
Foto: Arkiv.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.
Nu er det hellere ikke deres fuldtidsbeskæftigelse, så der er intet specielt krav om at det skal følge lønningerne i samfundet.
At tale om timebetaling er underordnet. Såfremt man er gået ind i politik for pengenes skyld, skal man sige fra med det samme.
Som politikere er du repræsentant for borgerne og kan du ikke finde glæde i det som du får betalt, så har du misforstået dit kald.
Johnny F. Andresen
Kandidat for Dansk Folkeparti i Viborg Kommune.