Skal du have en af de eftertragtede pladser på det intensive talentudviklingsforløb for
sangskrivere hos Lydkanten? Så skal du sende en ansøgning inden den 27. januar til Kulturkonsulenten i
Hjørring Kommune.
Inden længe åbner Lydkanten dørene op for endnu et forløb, der giver nye talenter fra
Hjørring professionel undervisning og rådgivning om sangskrivning, performance og
karriereudvikling. Forløbet indeholder igen i år en række af workshops og koncerter, hvor
der, med udgangspunkt i deltagernes egne ambitioner, arbejdes med at producere og
fremføre nyt materiale. Som noget nyt på dette års forløb får deltagerne mulighed for at
performe deres materiale på tre større venues i Nordjylland, nemlig Skråen i Aalborg, Det
Musiske Hus i Frederikshavn og Vendsyssel Teater i Hjørring.
Et stærkt team af coaches, bestående af Pernille Rosendahl (Swan Lee, The Storm), Michael
Møller (Moi Caprice, The Mountains), Dorthe Gerlach (Hush), og Morten Winter (Treefight
for Sunlight), står klar til at dele ud af deres bedste tips og tricks til, hvordan man begår sig
i musikbranchen, som den ser ud i dag. Alle med ønsket om at bidrage til en blomstrende
musikkultur i de nordlige egne af Danmark, hvor de selv i tidernes morgen er startet med
musikken.
Alle genrer og stilarter er velkomne på Lydkantens talentudviklingsforløb og der er ingen
krav til, at det indsendte materiale skal være professionelt indspillet. En optagelse på
telefonen kan gøre det, så længe at du og din musik brænder igennem.
Ansøg med en demo og en tekst til leif.jakobsen@hjoerring.dk om din motivation inden
27. januar kl. 12.00 , hvis du eller dit band drømmer om at komme videre med
musikken.
Ekstra information
Lydkanten
Lydkanten er en nordjysk platform for spirende sangskrivere, der vil videre med deres musik. Lydkanten blev
startet af Det Musiske Hus i Frederikshavn og Kulturalliancen (Frederikshavn & Hjørring Kommuner). Lydkanten
har siden 2014 arbejdet intensivt for at udvikle det nordjyske musikliv gennem sangskrivningsworkshops,
mentorforløb, koncerter, netværksdannelse og inddragelse af nogle af regionens største kapaciteter inden for
sangskrivning, som f.eks. Steffen Westmark (The Blue Van), Christian Hjelm (Figurines), Troels Abrahamsen
(Veto, Exec), Dorthe Gerlach (Hush) og Michael Møller (The Mountains, Moi Caprice)
Det Musiske Hus
Det Musiske Hus (DMH) er et levende kulturhus og regionalt spillested i Frederikshavn. DMH er fra 2011 et
selvejende kulturhus i fusion med Arena Nord, under fælles ledelse og bestyrelse. DMH tager ansvar for en
bred udvikling af de kulturelle oplevelsestilbud i området – her kan bl.a. opleves: turnerende teater, et bredt
udvalg af koncerter med høj kunstnerisk kvalitet og indenfor mange genrer, stand up, foredrag, oplevelser
med vækstlagene indenfor musik, drama og billedkunst m.m. Det Musiske Hus har siden 2009 været regionalt
spillested med støtte fra Statens Kunstråd til udvikling af den rytmiske scene i regionen.
Kulturalliancen
Kulturalliancen er et kultursamarbejde mellem Hjørring og Frederikshavn Kommuner. Alliancens Kulturpulje har til formål at støtte talentudvikling indenfor alle tænkelige kulturelle udtryksformer, eksempelvis litteratur, scenekunst (dans, teater m.m.), nycirkus, klassisk og rytmisk musik, billedkunst, litteratur, film/foto m.m.
Foto: Arkiv.