I et meget kvalificeret felt af indstillede til Kulturprisen 2016 faldt valget på den kun 17 årige Casper Hejlesen Christensen, som bor i Poulstrup, men har rødder i Hirtshals.
Prisen blev uddelt denne lørdag aften under en velbesøgt nytårskoncert på Vendelbohus. Offentliggørelsen og overrækkelsen af prisen var overladt til bankrådsformand Daniel Rugholm og direktør Ole Peter Christensen. Det kontante beløb, som følger med i prisen, vil Casper anvende til at udgive noget af sin musik.
– Sjældent har jeg mødt så musikalsk et menneske som Casper, og der er ingen tvivl om, at han kommer til at drive det vidt, siger byrådsmedlem Michael Vajhøj, der sidder i bestyrelsen hos Hirtshals Musikforening og tillige har været med i komiteen bag Spar Nord Fondens Kulturpris.
FlaskePosten ønsker i lighed med Spar Nord tillykke og god vind med karrieren til den unge Casper Hejlesen Christensen.
Foto: Spar Nord.