Når man først en gang har oplevet Olafur Olafsson prædike eller som nærværende skribent oven i købet også har fået kirkens velsignelse af sit ægteskab af samme præst ved Hirtshals Fyr, da møder man særdeles spændt op, når han som denne torsdag aften holder foredrag hos Tversted Aftenhøjskole.
I lighed med den islandske natur rummer og udstråler Olafur Olafsson på en og samme gang en fascinerende ro og ulmende energisk urkraft, som seismografisk fornemmes allerede ved hans intense nærvær, men for alvor mærkes, når han i aller bedste norröne tradition folder en storslået og tydeligvis dybt rodfæstet fortælling ud for tilhørerne, idet han samtidig stiller knivskarpt på Island.
Med inddragelse af sin egen slægts historie samt muslimernes angreb og bortførsel af 400 islændinge i begyndelsen af det 17. århundrede skærpes fokus til sidst på Islands største religiøse digter Hallgrímur Pétursson. Med afsæt i sidstnævntes lutherske kristendom ender islam og muslimerne med i foredragets første halvdel at få et sviende politisk svirp. Islam kan ikke i den optik forenes med et sekulariseret samfund.
Efter kaffepausen bilægges den religiøse og politiske strid med islam til fordel for en spektakulær tour de force i den islandske natur. Med flotte billeder samt indlevet retorik og gestik føres vi ad ringvejen rundt på den store sagaø over endeløse vidder fra Akureyri i nord til Vatnajökull i syd og øgruppen Vestmannaeyjar.
Fascineret og underholdt bliver man af en sådan ildsjæls foredrag!